Gå til hovedindhold

’Året der gik’ i 2021

Publiceret d. 26.1.2022 10.33
Med ’Året der gik 2021 i el- og gassystemerne’ kigger Energinet tilbage på 2021 og sætter spot på de vigtigste nøgletal for el- og gassystemernes omstilling med udvalgte highlights fra året.

El- og gassystemerne er under hastig forandring i disse år. Produktionen af vedvarende energi fra sol og vind i Danmark udgjorde i 2021 hvad der svarer til næsten halvdelen af danskernes elforbrug og det endda samtidig med, at der i 2021 var den største stigning i elforbruget i mange år.
Samtidig steg andelen af biogas i det danske gasystem og dele af industrien skiftede kul ud med gas.

2021 var også året, hvor el- og gaspriserne steg til hidtil usete højder samtidig med, at helt nye elforbrugere har meldt deres ankomst i de kommende år med nye store PtX anlæg, der omdanner grøn strøm til grønne brændsler.

I Året der gik 2021 sætter Energinet spot på nogle af de mange forandringer inden for el- og gassystemet i 2021 - fordi netop disse forandringer stiller helt nye krav, når Energinet skal sikre en fortsat høj forsyningssikkerhed i de danske el- og gassystemer.

- Energinet følger udviklingen inden for el- og gassystemerne meget tæt. Vi ser ind i en fremtid, der sætter store krav til vores planlægning, udvikling og drift af el- og gassystemerne samt vores opgaver med at sikre velfungerende markeder for el og gas. Ser vi på tal og data fra 2021 illustrerer det med al tydelighed de forandringer der er i gang, siger Søren Dupont Kristensen, direktør i Energinet Systemansvar.

I publikationen kan du bl.a. læse mere om årets rekorder i el- og gassystemet, el- og gaspriser, forsyningssikkerhed, specialregulering, flaksehalsindtægter, systemydelser og meget andet.

Data og nøgletal fra publikationen er hentet fra både interne og eksterne kilder – bl.a. Energinets Energidataservice, der frit kan tilgås af alle interesserede.