Gå til hovedindhold

Energinets udgifter til at balancere elsystemet voksede markant i 2021

Publiceret d. 11.3.2022 10.26
I fremtiden får elsystemet brug for endnu flere af de såkaldte systemydelser, og samtidig vil de formentlig stige i pris. Ydermere skal helt nye leverandører på banen, når vi i fremtiden skal sikre, at der fortsat er balance mellem produktion og forbrug i elnettet.

Graf over systemydelser

I 2021 voksede Energinets udgifter til de såkaldte systemydelser til godt 1,4 milliarder kroner. Det højeste niveau nogensinde. 

Systemydelser er de reserver, som Energinet på samfundets vegne hver dag køber for at sikre, at der altid er balance mellem elproduktion og elforbrug – at der altid står kraftværker eller andre klar til at skrue op eller ned, hvis der pludseligt opstår kortslutninger, linjer falder ud mv., eller hvis elproduktion eller elforbrug ikke arter sig som forventet.

For Kia Marie Jerichau, afdelingsleder for Systemydelser i Energinet, er stigningen et tegn på, at det elsystem, vi har kendt i mange årtier, er ved at ændre sig fundamentalt. Fra et system, der blev bygget op om store kraftværker, men hvor der løbende er blevet indpasset mere og mere vind og sol, til et system, der fuldstændig skal drives på grøn energi, og hvor størstedelen vil komme med vind og vejr. Med den udvikling følger et større behov for at kunne balancere elsystemet, og på længere sigt vil behovet blot stige, i takt med at vi skal lave meget mere strøm og køre i elbiler, elektrificere varmesektoren mv. Fx vil vindmølleproduktionen stige markant med nye energiøer i Nordsøen og Østersøen.

- Man hører tit, at den grønne omstilling ikke er gratis. Balanceringsydelser er et eksempel på et område, hvor det kommer til at koste mere, siger hun.

Kia Marie Jerichau forventer også, at priserne på de enkelte systemydelser vil stige, fordi der i en overgangsperiode vil blive færre af de nuværende leverandører, mens nye leverandører og løsninger endnu ikke står klar til at byde ind i markedet.

Energinet forventer, at udgifterne til systemydelser i 2022 vil blive 1,5 milliard kroner stødt stigende til 1,8 milliarder kroner i 2025.

- Historisk har de traditionelle kraftværker været storleverandører af systemydelser – kraftværkerne er i dag de allerbedste til at sikre balancen i elsystemet. Men i takt med, at nogle kraftværker vil køre i færre timer eller lukke, skal vi finde nye, grønne løsninger til at balancere elsystemet. Det kan være kraftværker, der kun kører på grøn energi, men der skal også helt andre løsninger til, siger hun.

Energinet arbejder sammen med mange forskellige partnere på at skabe fremtidens balanceydelser, så fx prognoser for vind- og solproduktion bliver så præcise, at den grønne strøm også kan levere reserver, og at alt fra svømmehaller til storcentre kan justere deres ventilations- eller varmesystemer, så de kan skrue op eller ned og tjene penge på at levere balanceydelser til Energinet.

- Vi kan godt vinde kampen og skabe et elsystem, der både er grønt, stabilt og til at betale – men vi kan også tabe. Hvis vi ikke får udnyttet mulighederne for, at mange flere i fremtiden kan byde ind med fleksibel produktion eller forbrug, risikerer vi, at det kommer til at koste meget mere, siger Kia Marie Jerichau. 

Hun peger bl.a. på, at det er vigtigt at få nogle af de kommende brintproducenter og Power to X-anlæg, der skal lave sol og vind om til grønne brændsler til fx skibsfart, industri og luftfart, til at spille sammen med vind og vejr og levere balanceydelser til elsystemet.

- Power to X-anlæggene bliver storforbrugere af strøm og kan virkelig bidrage, når der er brug for at skrue op og ned. Vi kan gøre meget for at samle fleksibilitet op fra mange mindre kilder, men der er også brug for volumen. Klog elbilopladning kan ikke løse det alene, siger Kia Marie Jerichau.

 

Systemydelser

Der findes samlet set 6 forskellige systemydelsesprodukter. På figuren ovenover er produkterne rangeret efter deres aktiveringstid. De hurtigste produkter skal være aktiveret efter nogle få sekunder og de langsomste produkter skal være aktiveret efter 15 minutter. 

SYSTEMYDELSER
Systemydelser er de reserve- og balanceydelser, som Energinet på samfundets vegne køber for at sikre, at elsystemet altid er stabilt og i balance. I elsystemet skal der altid være overensstemmelse mellem elproduktion og elforbrug. Er der underskud eller overskud risikerer vi strømafbrydelser eller overbelastning af elsystemet. Derfor er der brug for at kunne skrue op og ned for produktion eller forbrug.
FLERE OG DYRERE

Energinets forventninger til udgifter til systemydelser:

1,55 mia. kr. i 2022

1,80 mia. kr. i 2025

SE MERE

Se videoer af, hvordan vi sammen med eksterne forsøger at skabe fremtidens grønne systemydelser: