Gå til hovedindhold
Se det opdaterede kapacitetskort for ledig kapacitet i elnettet frem mod 2027

Opdateret kapacitetskort viser flere steder med ledig kapacitet

Publiceret d. 11.4.2022 12.30
Energinet og Green Power Denmark har netop opdateret kapacitetskortet med nye opgørelser af ledig kapacitet for tilslutning af produktion. Særligt netudbygninger på den jyske vestkyst øger den ledige kapacitet i eltransmissionsnettet.

Elnettet er de seneste mange år løbende blevet udbygget, så der rundt om i landet i dag er plads til minimum 4.000 MW nye solcelle- eller vindmølleprojekter. Med de udbygninger af elnettet, der er under etablering rundt om i landet, forventer Energinet at denne mængde mindst kan fordobles inden for de kommende ca. 5 år. Det opdaterede kapacitetskort viser derfor også endnu flere steder med ledig kapacitet for ny produktion, så opstillere af vindmøller og solceller nu lettere kan finde gode steder at blive koblet på elnettet.

Godt for den grønne omstilling
- Energinet arbejder intenst med løbende at udbygge elnettet, så det kan understøtte den enorme interesse der er for blandt andet at opstille flere solceller og vindmøller på land. Det opdaterede kapacitetskort med mere ledig kapacitet frem mod 2027 er derfor godt nyt for den grønne omstilling, siger Rikke Bille, der er chefplanlægger i Energinet.  

Kapacitetskortet er et danmarkskort med over 1.000 knudepunkter i elnettet, der udpeger steder i landet, hvor elnettet har god plads til mere elproduktion fra vind- og solanlæg, og hvor det derfor kan give god mening for opstillere at placere nye anlæg. Energinet forsøger at guide opstillere af solceller og vindmøller steder hen i nettet, hvor der er ledig plads, så de dermed hurtigere kan bidrage til den grønne omstilling.
 
Det opdaterede kapacitetskort viser en synlig forøgelse af ledig kapacitet i eltransmissionsnettet, når alle de igangværende netforstærkninger er sat i drift omkring 2027. Det sker samtidig med, at der i den nye opgørelse også indgår en mærkbar forøgelse af konkrete sol- og vindanlæg på land siden den seneste version af kapacitetskortet fra oktober 2021. 

Netforstærkninger på Vestkysten
Den ekstra ledige kapacitet i elnettet frem mod 2027 skyldes dels forstærkninger i 400 kV nettet i Jylland og dels relaterede kabellægninger af det eksisterende 150 kV luftledningsnet på Vestkysten. Herved indbygges ekstra kapacitet i området, der både kan sikre indpasning af aktuelle sol- og vindprojekter, men også sikrer kapacitet til fremtidige anlæg. 

- Kabellægningerne på den jyske vestkyst giver mulighed for at etablere en helt ny netstruktur i eltransmissionsnettet med ekstra kapacitet, der meget bedre understøtter det aktuelle og fremtidige elsystem, siger Rikke Bille Gaardestrup. 

Udbygninger og restruktureringer af elnettet bl.a. i Vestjylland betyder, at der vil være ledig kapacitet omkring Esbjerg, Ribe og Bredebro samt i det midtjyske omkring Herning over Struer og op til Aars. Planlægning af netforstærkninger på Sjælland er også i gang – blandt andet forstærkninger mellem Lolland og Sjælland. Da de endnu ikke er endeligt godkendte, indgår de ikke i den aktuelle opgørelse på kapacitetskortet, men vil også have stor betydning for fremtidens ledige kapacitet i elnettet. 

Kapacitetskort 2022 Kapacitetskort 2027

Til venstre: Aktuel ledig kapacitet for ny produktion med det eksisterende transmissionsnet.
Til højre: Ledig kapacitet for ny produktion, når planlagte forstærkninger er idriftsatte ca. 2027.

Samme elementer indgår
I forbindelse med opdateringen af Kapacitetskortet tilbage i oktober 2021 blev der tilføjet nogle elementer, der på hver sin måde gør det mere smidigt og gennemskueligt for opstillere af såvel produktions- som forbrugsanlæg at finde gode placeringer set i relation til elnettet. Fx kan opstillere få en første vurdering af, hvor lang tid det vil tage Energinet at tilslutte et anlæg til eltransmissionsnettet. De kan også få et geografisk overblik over fordelingen af elproduktion og elforbrug i Energinets eltransmissionsnet – et element, der kan fx kan hjælpe opstillere af brintanlæg og Power to X-anlæg med at placere sig steder i nettet, hvor strømmen ikke skal transporteres langt, inden den kommer ind i fabrikken.
 
Samtlige elementer, som kom med det senest opdaterede kapacitetskort i oktober 2021, er også med i den nyeste opdatering.  
Se det opdaterede kapacitetskort her
Find oplysninger om ledig netkapacitet for tilslutning til elnettet på www.kapacitetskort.dk