Gå til hovedindhold

CO2-udleding steg sidste år, men den grønne tendens er klart nedadgående

Publiceret d. 1.6.2022 12.00
Energinet udgiver Miljøredegørelse 2021.

Det danske kulforbrug til elproduktion steg sidste år, og de centrale kraftværker kørte langt mere end de foregående år. Det viser Energinets årlige Miljøredegørelse, som samler tal for dansk elproduktion og elforbrug. 

2021 kommer efter en lang årrække med en klar tendens til grønnere og grønnere elproduktion, men 2021 var et usædvanligt år på flere måder og bød bl.a. på meget høje priser på gas og mindre blæst og færre solskinstimer og dermed mindre vindproduktion og solproduktion end i normalår. 



Derfor steg C02-udledningen ved dansk elproduktion set i forhold til 2020, men tendensen er fortsat lavere og lavere CO2-udledning. Ser vi blot tre år frem viser prognoserne en yderligere markant nedgang i CO2-udledning – til et niveau der er under ca. en tredjedel af i dag.  

Se den samlede brændselsfordeling fra dansk el- og kraftvarmeproduktion her: 



Selv om 2021 var et vindfattigt år og et år med færre solskinstimer end normalt, faldt den samlede produktion fra vindmøller og solceller kun med 0,2 TWh fra rekordåret 2020. Det skyldes, at der løbende bliver opsat flere og større vindmøller og især mange nye solcelleparker.  

Se man på, hvordan strømmen i danskernes stikkontakter i 2021 var sammensat – altså dansk elproduktion fraregnet eksport af strøm, men medregnet import af strøm fra nabolande - så fordeler energikilderne til en gennemsnitlig dansk kilowatt-time sig således: 



I overensstemmelse med udviklingen i brændselsforbruget ses en stigning i luftemissioner fra 2020 til 2021. Mest kendte drivhusgasser er metan og lattergas: Udledningen af metan CH4 steg fra 5,1 tusind ton i 2020 til 5,8 tusind ton i 2021, mens udledningen af lattergas N2O steg fra 152 ton i 2020 til 182 ton i 2021. 

Se hele Miljøredegørelsen her: