Den nye DataHub tager længere tid at udvikle end først forventet

Det tager længere tid at lave en ny version af DataHub end forventet, og derfor udskyder Energinet idriftsættelsen af DataHub.

I 2013 kom den første DataHub til verden. Den har siden samlet alle oplysninger om danskernes elforbrug i et centralt og uafhængigt knudepunkt. 

DataHub samler milliarder af måledata og forretningsprocesser for alle ca. 3,3 mio. danske elforbrugere. DataHub er desuden en teknisk forudsætning for de politiske beslutninger om øget konkurrence på elmarkedet.

Fordi den grønne omstilling stiller store krav og skaber forandringer i elsystemet og elmarkedet, er der behov for en ny opdateret DataHub. Andelen af nye energikilder vokser kraftigt, og de producerer på helt andre måder, ligesom elforbruget både vokser og bliver mere fleksibelt. Og der kommer hele tiden nye teknologier, muligheder og behov som skal imødekommes. 

- Data og digitalisering bliver helt afgørende for, at vi som samfund når i mål med den grønne omstilling, og her er de milliarder af data, som opsamles i DataHub vigtig for både den enkelte forbruger og i anonymiseret form også for de mange, der skal udvikle fremtidens produkter og løsninger. Vi får brug for et helt nyt system, der er markant mere fleksibelt og fremtidssikret end den nuværende DataHub, siger Martin Lervad Lundø og fortsætter: 

- I det år, vi har arbejdet på den nye DataHub, kan vi nu se, at udviklingen kommer til at tage længere tid, end vi havde regnet med i første omgang, og forventningen er derfor, at vi tidligst går i luften med den nye DataHub i løbet af de kommende år, siger han og peger på, at oprindeligt var håbet, at en ny DataHub var klar i ultimo 2022.

Martin Lervad Lundø understreger, at nogle af de funktionaliteter, som der er brug for i elmarkedet i den nærmeste fremtid – fx højere tidsopløsning i data om elproduktion og elforbrug, således at elforbrugerne både kan afregnes korrekt og kan agere fleksibelt alt efter vind, vejr og svingende elpriser - nu bygges ind i den eksisterende DataHub, således at udviklingen i elsystemet og elmarkedet ikke går i stå, mens en ny DataHub bygges.

Alle elforbrugere har adgang til egne data i DataHub og mulighed for at se fx sit elforbrug. Man kan logge sig ind med NemId på hjemmesiden Eloverblik.dk.
 

Kontakt

Fakta om DataHub

DataHub er et centralt og uafhængigt it-system, som bl.a. samler alle oplysninger om danskernes elforbrug.

DataHub ejes og drives på samfundets vegne af Energinet.

Udover at samle milliarder af oplysninger om elkunder, forbrug og priser, håndterer DataHub al datakommunikation mellem aktørerne i elmarkedet.

DataHub er en teknisk forudsætning for de politiske ønsker om mere konkurrence og bedre forbrugervilkår på elmarkedet. Det er bl.a. lettere at skifte elleverandør, og elforbrugerne modtager i modsætning til tidligere kun én elregning, som dækker både indkøb af el, tariffer til netselskaber mv. 

Læs mere om DataHub her: www.energinet.dk/datahub.  

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.