Gå til hovedindhold

Energinet justerer eltarifferne for 2023

Publiceret d. 7.9.2022 09.02
Den grønne omstilling skaber de kommende år så store forandringer i energisystemet, at Energinet må hæve de endelige elforbrugstariffer for 2023 med 3,1 øre/kWh, så de lander på 14,3 øre/kWh. Dog er indtægter fra Danmarks udlandsforbindelser med til at holde stigningen nede.

Elforbrugernes betaling til, at Energinet på samfundets vegne kan drive og udvikle eltransmissionsnettet  samt sikre danskerne strøm i stikkontakten, stiger i 2023. 
De endelige forbrugstariffer (inklusive balancetarif) udgør således 14,3 øre/kWh i 2023, hvilket er en  stigning på 3,1 øre/kWh i forhold til 2022. 

Ifølge Energinet betyder det konkret, at en gennemsnitshusstand kommer til at betale 125 kr. mere om året. En mellemstor virksomhed kommer til at betale 31.000 kr. mere om året. Og de store virksomheder kommer til at betale 775.000 kr. mere om året.

En række faktorer spiller ind
Marie Budtz, der er afdelingsleder i Energinet, fortæller, at udviklingen i Energinets eltariffer fra 2022 til 2023 er præget af en række væsentlige forhold, som er mere markante, end vi har set tidligere. 

”Der sker en masse uden for Energinets mure, der har stor indflydelse på, hvordan elforbrugernes tarif for 2023 kommer til at se ud. Den væsentligste faktor er, at systemet skal omstilles, så strøm fra vind og sol i fremtiden skal erstatte olie, kul og naturgas. Og med krigen i Ukraine er omstillingen blevet speedet op. Mange vind- og solanlæg, der bliver placeret langt væk fra forbrug, skal kobles på nettet og strømmen transporteres hen til forbrugerne. Det er alt sammen med til at hæve prisen for, at Energinet kan drive og udvikle energisystemet og sikre stabil forsyning til danskerne”, siger Marie Budtz Pedersen.
 
Ny økonomisk regulering
Det er ikke alene den grønne omstilling, der er med til at presse tariffen op. Ligesom resten af Europa er også Energinet påvirket af de høje energipriser, som bl.a. skyldes krigen i Ukraine. Og sluttelig skyldes tarifstigningen, at Folketinget har underlagt Energinet en ny økonomisk regulering pr. 1. januar 2023, der betyder, at Energinet skal opbygge tilstrækkelig egenkapital til at modstå fremtidige tab. I dag er Energinet underlagt et økonomisk hvile-i-sig-selv princip, som betyder, at udgifterne krone for krone matcher indtjeningen, uden risiko for at tab skal dækkes af egenkapitalen.
 
Den nye regulering påfører Energinet en række nye økonomiske risici, der kræver opbygning af en økonomisk "buffer" som værn mod den øgede risiko. Overgangen til ny økonomisk regulering medfører isoleret set en forventet tarifstigning fra 2022 til 2023 på 1,5 øre/kWh.

Kombinationen af øgede udgifter til netudbygning i forbindelse med tilslutning af ny, grøn energi, høje energipriser og ny økonomisk regulering medfører at Energinet har behov for at øge tarifferne. 

Flaskehalsindtægter
Dog er der også ting, der trækker tarifstigningen ned. Energinets indtægter fra blandt andet udlandsforbindelserne har de senere år været meget højere end forventet. Dette vil i 2023 isoleret set bidrage til at reducere tarifferne. Flaskehalsindtægter i 2023 forventes at andrage 4,1 mia. kr., hvoraf en betydelig del bruges til at reducere tarifstigningen i 2023.

Desuden er det forventningen at det danske elforbrug på trods af den nuværende prisudvikling vil stige. Når vi samlet set bruger mere strøm, stiger tarifgrundlaget for Energinet, hvilket dækker øgede udgifter og påvirker tarifbetalingen i en positiv retning.

Øre/kWh

Tariffer 2022

Tariffer 2023

Ændring fra 2022 til 2023

Forbrugstariffer

 

 

 

Transmissionsnettarif*

4,90

7,60

2,70

Systemtarif

6,10

6,70

0,60

I alt – net- og systemtarif

11,00

14,30

3,30

Balancetarif for forbrug**

0,23

0,00

-0,23

I alt – forbrugstariffer

11,23

14,30

3,07

Produktionstariffer

 

 

 

Indfødningstarif (produktions-underskud / produktions-overskud)

0,30

 

0,30 / 0,90

 

0,00 / 0,60

Balancetarif for produktion

0,12

0,16

0,04

I alt – produktionstariffer

0,42

0,46 / 1,06

0,04 / 0,64

Billedet viser de endelige eltariffer for 2023.
*Kunder med egne 132/150 kV-transformere, der afregnes på 132/150 kV-siden, afregnes til en reduceret transmissionsnettarif. Reduktionen vil være på 0,8 øre/kWh i 2023.
** Balancetariffen for forbrug lægges fra 2023 og frem ind under systemtariffen og udgør i 2023 0,36 øre/kWh.


Producentbetaling
Folketinget har besluttet, at elproducenter i højere grad skal betale for de omkostninger, de afstedkommer i elsystemet, og at tarifferne skal signalere hvor i nettet, der er bedst plads til ny produktion. Energinet justerer derfor produktionstarifferne og indfører en differentiering, så de udgør i alt 0,46 øre/kWh i 2023 for områder med produktionsunderskud og 1,06 øre/kWh for områder med produktionsoverskud. De differentierede produktionstariffer vil sammen med nye, standardiserede tilslutningsbidrag forventeligt træde i kraft fra 1. januar 2023 forudsat godkendelse fra Forsyningstilsynet. 

Metoden for producentbetaling er anmeldt til Forsyningstilsynet og afventer deres godkendelse.

Informationsmøde
Energinet holder onsdag den 14. september fra kl. 14.30 til kl. 15.15 et kort informationsmøde om 2023-tarifferne. Alle interesserede kan tilmelde sig onlinemødet på www.energinet.dk/arrangementer. 
På mødet vil Energinet forklare baggrunden for tariffernes niveau og de nye metoder for opkrævning af eltarifferne og svare på spørgsmål.

 


Informationsmøde

Informationsmøde
Energinet holder onsdag den 14. september fra kl. 14.30 til kl. 15.15 et kort informationsmøde om 2023-tarifferne. Alle interesserede kan tilmelde sig onlinemødet på www.energinet.dk/arrangementer. 

På mødet vil Energinet forklare baggrunden for tariffernes niveau og de nye metoder for opkrævning af eltarifferne og svare på spørgsmål.