Opdateret: Energinet har truffet afgørelser for ikke-beskyttede gaskunder, der ønsker at skifte status

Tre anmodninger fra ikke-beskyttede gaskunder er blevet imødekommet, så disse kunder nu er kommet af listen

Frem til 1. august 2022 kunne ikke-beskyttede gaskunder anmode Energinet om at blive beskyttede gaskunder for gasåret, der startede den 1. oktober 2022 og løber til den 30. september 2023 (gasåret 2022/2023). De ikke-beskyttede gaskunder skulle i anmodningen dokumentere, at det fremtidige årlige gasforbrug i forhold til de seneste tre års forbrugsdata vil blive væsentligt reduceret som følge af ændrede produktionsforhold eller virksomhedens overgang til andre energikilder.  

Energinet har sammenlignet med tidligere år oplevet meget stor interesse fra ikke-beskyttede gaskunder, der ønsker at skifte status til beskyttede gaskunder.

Energinet har modtaget 18 anmodninger fra ikke-beskyttede gaskunder, der ønsker at være beskyttede for gasåret 2022/2023. Af de 18 anmodninger har Energinet imødekommet 3 anmodninger fra ikke-beskyttede gaskunder.

Alle ikke-beskyttede gaskunder, der har anmodet om at komme af listen over ikke-beskyttede gaskunder, har modtaget en individuel afgørelse.

Energinet har opdateret listen over ikke-beskyttede kunder på sin hjemmeside: Ingen garanti for forsyningsikkerhed af gas ved en alvorlig forsyningskrise. Her kan man også finde et link til bekendtgørelsen om varetagelse af naturgasforsyningssikkerheden, som ligger til grund for afgørelsen.

Energinet har i sin vurdering af anmodningerne lagt vægt på, at reduktionen i gasforbruget skulle være væsentlig, og at de ændrede produktionsforhold eller overgangen til andre energikilder skulle være af en vis varig karakter.

Bemærk: Energinet har den 4. oktober 2022 opdateret listen over ikke-beskyttede gaskunder på hjemmesiden for gasåret 2022/2023. Årsagen er, at Energinet er blevet opmærksom på, at en ikke-beskyttet gaskunde manglede på listen. Energinet har været i dialog med den berørte virksomhed.

 

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.