Gå til hovedindhold

Energinet sælger sin aktieandel i Nord Pools ejerselskab til litauiske Litgrid

Publiceret d. 1.11.2022 09.56
Med salget af aktier i ”TSO Holding” er Energinet ikke længere med i ejerkredsen bag elbørsen Nord Pool.
Energinet sælger sine aktier i ”TSO Holding”, der er en del af ejerkredsen i den nordiske elbørs Nord Pool. Aktieandelen på 18,8 procent sælges til den litauiske eltransmissions system operatør Litgrid.

Også finske Fingrid sælger sin ejerandel på ligeledes 18,8 procent til Litgrid.

Energinet har tidligere solgt en del af sine aktier i Nord Pool. Det skete, da ejerkredsen i Nord Pool i 2019 blev udvidet med kommercielle aktører. På det tidspunkt blev de hidtidige ejere – nordiske og baltiske TSO’er – samlet i selskabet TSO Holding.

Med det seneste frasalg af aktier er Energinet ikke længere en del af ejerskabet af hverken TSO Holding eller Nord Pool.

"Det har været vigtigt for Energinet at sikre opbygning af velfungerende elmarkeder i Norden og Europa, og derfor har medejerskabet i elbørsen Nord Pool gennem årene givet rigtig god mening. Der er nu skabt velfungerende markeder og grænseoverskridende konkurrence, og derfor er der ikke længere behov for, at vi har et medejerskab. Ejerskab af en international elbørs er ikke på den lange bane en kerneopgave for en dansk eltransmissions systemoperatør, siger Søren Dupont Kristensen", direktør i Systemansvar i Energinet.

Ejerkredsen i TSO Holding består nu af de norske, svenske og litauiske TSO’er.