Online møde: Miljøvurdering af plan for Energiø Nordsøen

Få svar på dine spørgsmål om miljøvurdering af plan for Energiø Nordsøen

På et online møde d. 14. september gav Energistyrelsen og Energinet information om den planlagte miljøvurdering af planen for Energiø Nordsøen og information om høringsmuligheder senere i processen, både hvad angår miljøvurdering af planen og de senere miljøkonsekvensvurderinger for hav- og landanlæg. 

Du kan se onlinemødet herunder: 

 


På mødet kunne man stille spørgsmål eller komme med input og kommentarer til det materiale, der var offentliggjort d. 23. august forud for første offentlighedsfase i miljøvurderingen af plan for Energiø Nordsøen, dvs. "Rammerne for det kommende planforslag for Energiø Nordsøen til brug for miljøvurdering", "Idéoplæg Energiø Nordsøen" og "Udkast til udtalelse om afgrænsning af miljørapport for planen for Energiø Nordsøen". 

Se de to præsentationer fra mødet her: 

miljvurdering_planen_nordsen

afgrnsning_miljrapport_plan_energioe_nordsoe

Den første offentlighedsfase er det, der også går under betegnelsen idéhøring. Under idéhøringen kan borgere, virksomheder, myndigheder og andre med interesse i den kommende Energiø Nordsøen indsende deres forslag til, hvad der skal indgå i miljøvurderingen af planen for Energiø Nordsøen. 

Det online møde var åbent for alle men var særligt henvendt til repræsentanter for relevante myndigheder og organisationer eller borgere, som ønsker mere information, før de indsender deres høringssvar. 

Idéhøringen startede d. 23. august, og frem til d. 27. september klokken 12 kan du indsende dine ideer og forslag til miljøvurderingen til Energistyrelsens postkasse: hoeringenergioe@ens.dk

Det er vigtigt, at du indsender input på skrift før fristens udløb, hvis du ønsker, at dit bidrag skal indgå i den videre proces. Informationer og dialog på det online møde skal ses som et supplement og en eventuel forberedelse til at skrive høringssvar, og vil således ikke i sig selv indgå i den videre sagsbehandling. 

Du kan læse mere om miljøvurdering af Energiø Nordsøen og finde høringsmaterialerne her: https://ens.dk/ansvarsomraader/vindenergi/udbud-paa-havvindmoelleomraadet/danmarks-energioeer/miljoevurderinger


Under mødet blev der stillet et spørgsmål, som vi lovede at vende tilbage med et præcist svar på - det følger her: 

Spørgsmål: 

Hvad er reglerne for bund trawler i vindmølle områder, kan hollandske bundtrawler afvises i dansk område uden problemer for EU regler?

Energistyrelsens svar:

Havvindmøllerne vil være forbundet internt med elkabler, ligesom der vil være et større kabel fra havvindmølleparken frem til tilslutningspunktet. Der er et generelt forbud mod brug af bundslæbende redskaber i en afstand af 200m langs med og på hver side af kablerne, hvilket er reguleret i kabelbekendtgørelsen, der hører under Erhvervsministeriet. Forbuddet er generelt og forbudszonerne er indtegnet på de officielle søkort og gælder alle skibe uanset nationalitet. Forbudszonen vil normalt kun kunne ophæves i særlige tilfælde og kun efter ansøgning fra ejeren af kablerne.
Selvom der ofte vil være områder i en havvindmøllepark, der isoleret set ligger uden for forbudszonen på 200m omkring kablerne, vil udformningen af havvindmølleparker i dag ofte betyde, at det i praksis ikke er muligt at benytte bundtrawl inden for havvindmølleparkens afgrænsning. 
 

 

Program for mødet så sådan her ud: 

Tidspunkt  Emne 
15:30-15:40 Velkomst og praktiske oplysninger 
15:40-15:55 Om planen for Energiø Nordsøen v. Susannah Keller Finn, Energistyrelsen 
15:55-16:10 Centrale elementer i miljøvurderingen v. Kirsten Qvist Isak, Energinet
16:10-16:50 Spørgsmål og input fra deltagerne - besvares af medarbejdere fra Energistyrelsen og Energinet. 
16:50-17:00 Opsamling og tak for i dag. 

 
Tilmeldingsfrist
14. september 2021 kl. 15.30
Dato
14. september 2021
Tid
Kl. 15.30-17.00
Sted
Online møde
Du modtager link til mødet efter tilmelding

Kontakt

ABONNER PÅ ARRANGEMENTER

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.