Sådan indgår vi aftaler om elanlæg på privat ejendom

Energinet er en offentlig virksomhed, der arbejder for almenvellet, dvs. for samfundets bedste. Vi har derfor lov til at placere højspændingsanlæg på privat ejendom mod at yde grundejeren erstatning.

Erstatninger

Energinet yder erstatning, hvis et kabelanlæg eller et luftledningsanlæg etableres på din ejendom.

Frivillige aftaler med grundejere

Energinet ønsker at indgå frivillige aftaler med de grundejere, som bliver berørt af vores elanlæg. De frivillige aftaler tager udgangspunkt i en aftale, som er indgået mellem SEGES Landbrug| Fødevarer, Dansk Energi og Energinet. Aftalen indeholder standardiserede principper og takster for erstatning for elanlæg, der anbringes på eller i landbrugsjord. Taksterne reguleres én gang årligt.

Hvad får du erstatning for?

Et luftledningsanlæg erstattes med et grundbeløb, et beløb for hver mast på din ejendom samt et beløb for det servitutbælte, der tinglyses på din ejendom.

Et kabelanlæg erstattes med et grundbeløb, et beløb pr. løbende meter kabelsystem på din ejendom samt et beløb for det servitutbælte, der tinglyses på din ejendom.

Desuden får du erstatning for afgrødetab, strukturskader på jorden og midlertidige ulemper i forbindelse med anlægsfasen. Dette opgøres i samarbejde med den enkelte grundejer umiddelbart efter anlægsarbejdet er afsluttet.

Sådan indgår vi aftaler

Når Energinet skal etablere et luftlednings- eller kabelanlæg, får du - grundejeren - to besøg af en repræsentant fra Energinet. Det første besøg finder som regel først sted umiddelbart efter, at myndighederne har givet tilladelse til projektet. I projektet Endrup-Idomlund vil vi dog gerne komme på besøg kort efter afslutningen af anden offentlighedsfase.

På mødet præsenterer vi et forslag til placering af master eller jordkabler (hvis det er aktuelt) på din ejendom. Du har her mulighed for at komme med ønsker til justering af placeringen. Ved andet besøg fremlægger Energinet de endelige placeringer og et tilbud om erstatning, som er beregnet ud fra Landsaftalens faste takster. Du kan læse hele Landsaftalen her.

Har du en bolig mindre end 280 m fra den nye luftledning, kan du få nærføringserstatning. Se siden ”Nabo til en luftledning”.

Hvornår udbetaler vi erstatningen?

Hvis du accepterer Energinets erstatning baseret på ”Landsaftalen”, får du erstatningen udbetalt efter ca. 4 uger. Hvis din erstatning er større end 75.000 kr., udbetales erstatningen først, når eventuelle panthavere i din ejendom har givet samtykke til at pengene kan udbetales til dig.

Hvis vi ikke kan blive enige

Hvis vi kan blive enige om etableringen af anlægget, men ikke om erstatningen, har du mulighed for at få en voldgiftsret til at tage stilling til erstatningens størrelse.

Hvis vi ikke kan blive enige om placeringen af et nyt elanlæg på din ejendom, har Energinet, ifølge Elsikkerhedslovens §27, mulighed for at søge Sikkerhedsstyrelsen om tilladelse til at ekspropriere retten til at etablere elanlægget på din ejendom. Det vil så være en ekspropriationskommission, der træffer afgørelsen om anlæggets placering samt erstatningens størrelse.

I de områder, hvor anlægget ikke placeres i eller på landbrugsjord, indgås en aftale om placering af anlægget samt erstatningens størrelse på baggrund af en konkret vurdering.

Du kan læse mere om erstatningsprincipperne og satserne i ”Landsaftalen"