Sådan håndterer vi dræn

Når Energinet lægger elkabler eller gasrør, sørger vi for at reetablere de dræn, vi har beskadiget. Drænene reetableres til minimum samme stand, som inden anlægsarbejdet gik i gang.

Vi undersøger, før vi graver

Inden anlægsarbejdet begynder, afmærkes alle kendte dræn og ledninger.

 

Hvis du som lodsejer oplever særlige drænproblemer, tilbyder vi at tilknytte en ekstern drænkonsulent, inden vi indgår aftale med dig om elkablet eller gasrøret på din jord. Drænkonsulenten kan afklare de særlige udfordringer i forhold til eksisterende dræn og evt. i forhold til planlagte dræninger i anlægsområdet.


I en periode på op til 10 år efter anlægsarbejdets afslutning, påtager Energinet sig ansvaret for udbedring af skjulte fejl og mangler ved dræn, der er berørt af Energinets anlægsarbejde.

 

Før gravearbejdet starter, vil entreprenøren få udleveret kort, hvor kendte dræn er indtegnet. Drænene er lokaliseret dels gennem et drænarkiv, dels gennem dialog med lodsejerne.  Drænplaceringerne er derfor med forbehold for afvigelser.

 

Vi dokumenterer undervejs

Når kablerne eller gasrørene lægges, bliver der udført fotodokumentation af de reetablerede dræn.

 

Under anlægsarbejdet afmærker entreprenøren de overskårne dræn med flag, stokke eller lignende på begge sider af ledningsgraven og nummererer dem.

 

Drænenes placering måles op, og de reparerede dræn afmærkes og registreres med type, dimension og materiale. Drænene bliver fotograferet både før og efter reparation. Energinet sørger herefter for, at en tilsynsførende godkender reetableringen af drænene og dokumentationen af den.

 

Lodsejeren vil altid få mulighed for at se det udførte arbejde inden tildækning.

 

Vi kan kontaktes

Hvis du under anlægsarbejdet har spørgsmål om dræn eller udfordringer med dræn, som berøres af anlægsarbejdet, kan du kontakte Energinets tilsynsførende. Kontaktoplysninger står i det brev, som du modtog inden anlægsarbejdets start.


Når anlægsarbejdet er afsluttet, modtager du og andre berørte lodsejere et kort, hvorpå Energinets nye anlæg og de reetablerede dræn er indtegnet.

 

Skulle du senere få brug for at kontakte Energinet om for eksempel problemer med de dræn, som vi har reetableret, så kan du henvende dig til vores Asset afdeling på telefon nr. 7022 0630 eller via mail til arbejde-naer-el@energinet.dk. For at vi lettere kan identificere det sted, hvor problemet er opstået, bedes du oplyse strækningsnavnet (se f.eks. et informationsbrev fra os) og ejendommens matrikelnummer og adresse.