Udvidelse af havvind på Energiø Bornholm får ikke betydning for landanlægget på øen

Mandag den 29. august offentliggjorde Klima- Energi- og Forsyningsministeriet, at der nu er indgået en politisk aftale for Energiø Bornholm om at udvide mængden af havvind fra 2 GW til 3 GW og samtidig etablere en elforbindelse til både Sjælland og Tyskland. En udvidelse af havvind vil give strøm til 1 million flere husstande, men får ikke betydning for arealet til højspændingsstationen på Bornholm.

Med en udvidelse af 1 ekstra GW havvind til Energiø Bornholm, er det nærliggende spørgsmål, om ikke dét også kræver udvidelse af det elanlæg på land, der skal opsamle alt strømmen fra vindmøllerne, omforme det til jævnstrøm og sende det over lange afstande. Men heldigvis er svaret nej.

 Vores opgave har været at lave tekniske løsninger, så højspændingsstationen på Bornholm også kan rumme 3 GW strøm fra havvind, og derfor får den nye politiske aftale ikke betydning for planarealet på Bornholm. Hensigten med anlægget er desuden at bygge det således, at der kan tilkobles yderligere landeforbindelser til anlægget i fremtiden. Heller ikke dette scenarie vil efter planen kræve ekstra areal til landanlægget”, siger Kim Søgaard Mikkelsen, der er Energinets Chefprojektleder for Energiø Bornholm.

Det er et planareal på maksimalt 90 hektar, som Energinet arbejder ud fra, og som altså stadig er gældende. Det betyder også at de illustrationer af et landanlæg, som fremgår af Energinets egen hjemmeside stadig er retningsvisende – også med udvidelsen til 3 GW.

Se også: Sådan kan elanlæg på land komme til at se ud | Energinet

Området som undersøges til kabelnedlægning og den endelige arbejdsbredde til kablerne ændres heller ikke med udvidelsen fra 2 GW til 3 GW. Det er dog vigtigt at understrege, at Energinet fortsat arbejder med at udvikle på de tekniske rammer for landanlægget, og derfor er visualiseringerne af et kommende elanlæg på Bornholm ikke endelige – men sikkert er det, at arealet til landanlægget ikke vil overstige 90 hektar.

Energinet skal forhandle TSO-aftale
Med den politiske aftale på plads om en elforbindelse mellem Danmark og Tyskland, betyder det, at der sendes strøm direkte fra energiøen til det tyske elnet og videre ud til resten af Europa. Men det er nu Energinet som dansk TSO (Transmission system operator) og den tyske TSO, 50Hertz, som skal forhandle om den konkrete udformning af aftaleindholdet.

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.