Anlægsarbejdet på Baltic Pipe går i gang i Houstrup

Energinet går i gang med at føre gasrørledningen Baltic Pipe i land ved Houstrup Strand og ind til Nybro Terminal ved Varde.

I 2021 bygger Energinet den del af Baltic Pipe, der skal forbinde den eksisterende rørledning Europipe II i Nordsøen med det danske gasnet.  Den 105 km lange rørledning i Nordsøen går i land ved Houstrup Strand på den jyske vestkyst og bevæger sig herfra knap 20 km ind i landet til den eksisterende gasterminal i Nybro.

”Det bliver en virkelig krævende opgave at føre Baltic Pipe i land ved Vestkysten og ind til Nybro. Det er en teknisk svær operation under vanskelige forhold midt mellem badegæster og turister. Vi arbejder på højtryk for at blive færdige til højsæsonen, og så håber vi, at folk har lyst til at følge med i arbejdet,” siger hovedprojektleder for Baltic Pipe Søren Juul Larsen.

Januar måned er blevet brugt på at grave ud i klitten og undersøge stranden og klitterne for at se, om der skulle være ueksploderet ammunition fra 2. verdenskrig, og nu fortsætter arbejdet med at etablere byggepladsen på stranden. Over de næste måneder graves der en 200 meter lang rende ud i vandet med spunsvægge på begge sider. Rørledningen skal trækkes i denne rende, når den føres i land. På stranden opsættes et stort trækspil, der kan trække det tunge rør i land fra et installationsskib, som ligger opankret en kilometer fra land. På skibet svejses rørsektioner på 12 meter sammen til et langt rør, der langsomt trækkes fra skibet op på stranden.

Rørledningen i Blåbjerg Plantage

I 2020 borede Energinet et 850 meter langt rør under klitterne i Blåbjerg Plantage. Det skal nu føres hele vejen ind til Nybro Terminal, der allerede tager imod og behandler den danske gasproduktion fra Nordsøen.

Stranden spærres fra januar til juni – benyt stien

I forbindelse med arbejdet på Houstrup Strand spærres stranden på tværs. Det vil dog stadig være muligt at passere byggepladsen på en afmærket sti op gennem klitterne, som kan benyttes af gående og ryttere. Stierne vil være tydeligt skiltet. De er ikke egnede til at passere med barnevogne eller for gangbesværede. Interesserede vil kunne læse mere om anlægsarbejdet på informationstavler ved byggepladsen.

Anlægsarbejde året ud

Arbejdet med at føre Baltic Pipe i land ved Houstrup Strand foregår i hele 2021. Fra januar til og med marts etableres byggepladsen og renden med spunsvæg i vandet. I april installeres trækspillet, der skal trække røret i land. I maj og juni lægges de 105 km rørledning i Nordsøen over en periode på 50 dage. I samme periode trækkes rørledningen ind på stranden.

Efter røret er trukket i land i maj, fjernes spunsvæggene, renden fyldes op og byggepladsen reduceres i en periode, indtil der igen bliver arbejdet på at tilslutte røret fra Nordsøen til røret ind til Nybro Terminal. Anlægsarbejdet på Houstrup Strand forventes afsluttet ved udgangen af 2021.

Anlægsarbejdet med at grave rørledningen ned fra Houstrup til Nybro Gasterminal forventes at løbe fra februar til og med sommeren 2021.

Læs mere om arbejdet på Baltic Pipe i Vestjylland her

Houstrup Strand

Houstrup Strand er spærret for passage i perioden januar til juni 2021. Benyt de markerede stier i klitterne.

 

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.