Svaerd_728
På Fyn blev der gjort et meget usædvanligt fund, da dette sværd fra bronzealderen dukkede op af jorden. (Foto: Odense Bys Museer)

Baltic Pipe har givet arkæologer adgang til over 200 kilometer Danmarkshistorie

Inden gasrørledningen bliver gravet ned hen over Danmark, har arkæologer haft mulighed for at lede efter fortidsminder i jorden. På Fyn er der fundet et 3000 år gammelt sværd fra bronzealderen.

Baltic Pipe bliver i denne tid gravet ned på tværs af Danmark. Før entreprenørerne ankom, var der dog andre, der gravede i det over 200 kilometer lange tracé.

Arkæologerne kom nemlig først. En bygherre – her er det Energinet – har pligt til at sikre eventuelle fortidsminder i jorden. Det gør man ved at lade arkæologerne komme til på forhånd, så man ikke skal stoppe anlægsarbejdet midt i det hele.

De arkæologiske forundersøgelser og efterfølgende udgravninger har været en kæmpe opgave, som i løbet af halvandet år er udført af lokale museer på tværs af Danmark.

Signe Dons, der er Energinets koordinator på det arkæologiske arbejde, fortæller, at projektet nærmest har ”suget” alle arkæologer i Danmark til sig.

”Det har været en kæmpe opgave, og det har givet arkæologerne en enestående mulighed for at lave et tværsnit af hele Danmark og få et godt indblik i, hvordan vores samfund har set ud i fortiden,” siger hun.

Spektakulært fund på Fyn
Arkæologerne laver forundersøgelser, og hvis de finder tegn på, at der er væsentlige fortidsminder i jorden, foretager de en egentlig udgravning. Næsten 100 områder blev indstillet til udgravninger.

Ét af de store, spektakulære fund skete på Fyn. Ved Håre på Vestfyn blev der fundet et 3000 år gammelt, velbevaret sværd fra bronzealderen på 1,3 kilo – intakt med greb af træ og horn. Det er ekstremt sjældent at finde genstande fra bronzealderen, og fundet har da også været meget omtalt i medierne, både herhjemme og i store dele af verden.

Fund

Der arbejdes koncentreret ved udgravningen af skelettet af en ung kvinde fundet ved Skellerup på Fyn. (Foto: Østfyns Museer)

Nye spor fra jernalderen
På Sjælland er der undersøgt en strækning på cirka 70 kilometer fra Kongsmark ved Slagelse til Faxe. Der er blandt andet dukket rester af jernalderbebyggelse op, som ikke tidligere har været kendt. Et særligt fund var sporene efter en vikingehal ved Fuglebjerg. Den er cirka 240 kvadratmeter og er formentlig fra 600-tallet, det vil sige fra samme tid som de tidligste kongehaller i Lejre. Mellem Slagelse og Flakkebjerg blev der blandt andet også fundet en sjælden børnegravplads fra omkring år 210-300.

Bosted i tusindvis af år
Tæt ved Sdr. Stenderup nær Kolding er der også gjort en hel del fund. Her har der boet mennesker i tusindvis af år, og arkæologerne har fundet spor fra bosættelser gennem tiden – redskaber, affald og stolpehuller efter huse helt tilbage fra bondestenalderen 4000 f.Kr.

Alle museerne har nu afsluttet deres undersøgelser, og Baltic Pipe kan graves ned i både Jylland, på Fyn og på Sjælland uden risiko for at ødelægge fortidsminder.

Her kan du se en video om, hvordan det foregår, når arkæologerne graver efter fortidsminder:

Arkæologiske forundersøgelser Baltic Pipe | Energinet

Kontakt

Fakta

De arkæologiske undersøgelser er udført af lokale museer:
Sjælland: Museum Sydøstdanmark og Museum Vestsjælland.
Fyn: Odense Bys Museer og Østfyns Museer/Øhavsmuseet Faaborg.
Jylland: Museum Sønderjylland, Museet på Sønderskov, Vejle Museerne og ARKVEST.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.