Danske myndigheder indleder miljøvurdering af Baltic Pipe Project

Frem til den 22. januar 2018 kan borgere, lokale myndigheder, interesseorganisationer m.fl. komme med forslag og kommentarer til miljøvurderingen af de tekniske anlæg på dansk territorium, der indgår i en mulig ny gasledning fra Nordsøen over Danmark til Polen kaldet Baltic Pipe.

Miljøstyrelsen skal i samarbejde med Energistyrelsen miljøvurdere de tekniske anlæg, Energinet og polske GAZ-SYSTEM planlægger i Danmark som led i Baltic Pipe-projektet. Miljøvurderingen er baggrund for VVM-tilladelsen til projektet.

Baltic Pipe er en mulig ny gasrørledning fra de norske gasrør i Nordsøen til Danmark, henover Jylland, Fyn og Sjælland til en ny rørledning mellem Danmark og Polen over Østersøen. Desuden udbygges det polske gassystem i forbindelse med Baltic Pipe Project. Det er Energinet, der har ansvar for at etablere anlæggene på dansk territorium, ligesom disse anlæg også vil blive ejet af Energinet. Dog er der en undtagelse, idet hele gasledningen i Østersøen etableres og ejes af polske GAZ-SYSTEM, som også udbygger det polske gassystem.

Hensigten med Baltic Pipe er bl.a. at sikre danske brugere af gassystemet lave tariffer og at styrke forsyningssikkerheden i nærområdet. 

 

Borgerne inddrages

Første del af miljøvurderingen er idéfasen. I denne fase, som varer frem til den 22. januar 2018, kan alle med interesse i anlægsprojektet komme med kommentarer og forslag til projektet, og til hvad bygherren skal undersøge i forbindelse med miljøkonsekvensrapporten.

For at give offentligheden de bedste muligheder for at blive inddraget i beslutningerne og løsningerne holdes idéfasen, før bygherrerne har planlagt projektet i detaljer. Alle borgere, som kan blive påvirket af anlæggene, har modtaget et brev fra myndighederne.

Læs mere om idéfasen og hent myndighedernes idéoplæg om projektet her

 

Seks informationsmøder om projektet

Energinet anerkender, at Baltic Pipe kan give anledning til bekymring hos mange af de lodsejere og naboer, som kan blive berørt af det store anlægsprojekt, forklarer projektleder Sofie Leweson, Energinet: 

- Vi ved, at et projekt af denne karakter giver anledning til en række spørgsmål, som vi allerede på dette tidlige tidspunkt gerne vil bidrage til at besvare. Ligeledes ønsker vi at høre borgernes input. Derfor inviterer vi til informationsmøder i januar seks forskellige steder mellem Varde og Næstved. Også senere – formentlig engang i efteråret 2018 - når vi er nået lidt længere i planlægningen af projektet, og myndighederne har offentliggjort miljøkonsekvensrapporten for projektet, inviterer vi til en nye runde informationsmøder, siger hun.  

Hent information om tid og sted for møderne

 

Nye gasledninger på dansk territorium

På dansk territorium består Baltic Pipe af en 105-110 km lang gasledning i Nordsøen fra den norske gasledning Europipe II til Blåbjerg på Jyllands vestkyst.

På land skal der etableres 210-230 km nye gasledninger fra Blåbjerg til Faxe i det sydøstlige Sjælland, hvor gasledningen i Østersøen kommer i land. Mellem Nybro ved Varde og Egtved samt i Storebælt er de eksisterende gasledninger store nok til at rumme de øgede gasmængder. Derfor skal der ikke anlægges nye gasledninger på disse strækninger.

I Østersøen skal GAZ-SYSTEM etablere en 260-310 km lang gasledning til Polen. Den del af gasledningen, der ligger i dansk farvand, er omfattet af den danske miljøvurdering. GAZ-SYSTEM skal indhente miljøtilladelser for denne del af projektet. 

Energinet har foreløbig defineret nogle brede projektområder, som de nye gasledninger på land kan lægges indenfor. Projektområderne undersøges nærmere i forbindelse med miljøvurderingen. Desuden kan borgere komme med informationer, der kan få betydning for valg af linjeføring. Først derefter besluttes mere nøjagtigt, hvor gasledningerne skal gå.

 

Andre nye gasanlæg

Udover selve rørledningen er der også behov for at udvide den nuværende modtageterminal i Nybro, enten inden for det eksisterende terminalområde eller lige ved siden af. Desuden skal der på Sjælland bygges en kompressorstation, som skal hæve trykket i gasledningen, så gassen kan transporteres den relativt lange afstand over Østersøen til Polen. Det indebærer, at kompressorstationen skal ligge relativt tæt på gasrøret i Østersøen.

 

Kompressorstationens placering

Energinet har undersøgt en række forskellige placeringsmuligheder på det sydøstlige Sjælland og har været i dialog med kommunerne i området. Det har ført til, at Energinet peger på, at kompressorstationen placeres ved Sydmotorvejen i Næstved Kommune.

- Vi har valgt denne placering, fordi vi dermed påvirker færrest mulige borgere. Desuden giver placeringen gode muligheder for at overholde sikkerhedsafstande og støjgrænser, og der er også gode muligheder for at dæmpe det visuelle indtryk af det tekniske anlæg i landskabet, siger Sofie Leweson.

Da kompressorerne er eldrevne, skal der i forbindelse med kompressorstationen anlægges en ny transformerstation, som forbindes til det eksisterende elnet i området med kabler.

 

Beslutning om Baltic Pipe

Endnu er det ikke endeligt besluttet, om projektet realiseres. Fra dansk side er forudsætningen for at Baltic Pipe bygges blandt andet, at Energinets bestyrelse godkender projektets business case, og at Energinets ejer, energi-, forsynings- og klimaministeren, efterfølgende siger god for investeringen. På baggrund heraf træffer Energinet og GAZ-SYSTEM endelig investeringsbeslutning i 2018, således at Baltic Pipe kan sættes i drift 1. oktober 2022.

 

Baggrund og fakta om Baltic Pipe Project

Baltic Pipe Project vil give Danmark, Polen og andre lande i regionen direkte adgang til norsk gas. Projektet forventes at skabe samfundsøkonomiske gevinster for Danmark, Polen og andre lande i de baltiske og central- og østeuropæiske lande. Samtidig vil projektet bidrage til at styrke forsyningssikkerheden og konkurrencen på gasmarkedet, ligesom det kan medvirke til øget bæredygtighed, da det bliver mere attraktivt at skifte fra kul til gas på kraftværker i Polen og landene i regionen.

For danske husholdninger og virksomheder vil prisen for at få transporteret gas fremover kunne fastholdes på et lavt niveau i en situation, hvor faldende dansk gasforbrug ellers forventes at afstedkomme tarifstigninger.

Baltic Pipe er på EU’s liste over projekter af fælles europæisk interesse og har modtaget økonomisk støtte fra EU til forundersøgelsen for projektet. 

Læs mere om projektet på Energinets og GAZ-SYSTEMs fælles hjemmeside om Baltic Pipe

 

Fakta om myndighedsbehandlingen

Miljøstyrelsen skal miljøvurdere og udstede VVM-tilladelse til de landbaserede anlæg i Danmark, mens Energistyrelsen har ansvar for miljøvurdering og VVM-tilladelse for de anlæg, som skal etableres på dansk søterritorium.

Den kommunale planlægning varetages gennem et landsplandirektiv, som udstedes af Erhvervsministeriet. 

 

Kort over projektet

Kort over projektet - Baltic Pipe

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.