Hasselmusbroen med kvas omkring fundamentet

Hasselmusene har fået deres egen bro ved den nye kompressorstation

En ny vej gennemskærer et område, der er levested for de små mus. Derfor er det et krav i miljøtilladelsen, at Energinet bygger en bro til musene.

Hasselmusen er et lillebitte pattedyr – mellem 6 og 9 centimeter lang – og så er den Danmarks eneste syvsover, der sover cirka syv måneder om året for at spare på sin energi. Desværre er hasselmusen også en truet dyreart.

Derfor har den lille mus nu fået sin egen bro ved Baltic Pipes nye kompressorstation. Stationen er ved at blive opført ved Everdrup på Sydsjælland. Fra Rønnedevej er der anlagt en ny adgangsvej ned til kompressorstationen, og denne vej skærer igennem et område, der er et velegnet levested for hasselmus.

Hasselmusbroen tæt på
Broen er fyldt med grene og blade, som gerne skulle lokke de små mus til at bruge den.


Krav i miljøtilladelsen

Det er derfor et krav i Baltic Pipes miljøtilladelse, at Energinet skal bygge en bro over adgangsvejen. For hasselmusene er det nemlig vigtigt, at de har mulighed for at sprede sig over et større område for at finde de bedste levesteder.

”Vi har plantet nye, hasselmusvenlige hegn ved kompressorstationen. Hasselmus færdes stort set ikke langs jorden. De lever primært på steder, hvor der er småtræer eller buske, for eksempel brombær,” fortæller biolog Erik Dylmer, som har været tilknyttet Energinets afdeling for Miljøvurdering.

De levende hegn skal skabe nye levesteder, men også skærme af for kompressorstationen, som fylder meget i landskabet.

Bunke af kvas ved broen
Der er udlagt kvasbunker omkring hasselmusbroen, så musene bedre kan finde broen. Med tiden vil bunkerne falde sammen, men stille og roligt vil urter, buske og træer vokse op omkring broen og give god adgang for musene.

Gode resultater i udlandet
Hasselmusbroen er leveret som samlesæt fra et engelsk firma, som har specialiseret sig i broer til dyr. Den er afprøvet med gode resultater i England og Japan. Broen er en metalkonstruktion, som efter opsætning er blevet fyldt med grene og blade, så hasselmusen kan føle sig sikker ved at bruge den.

Hasselmus fanget af vildtkamera på lignende bro
Foto er fra en lignende bro, hvor vildtkameraet har fanget en hasselmus, der bruger broen. Foto: Animex International

”Hasselmus er aktive om natten og svære at registrere, og ofte er der kun få af dem på et sted. Vi sætter derfor vildtkameraer op for at finde ud af, om broen bliver brugt. Det levende hegn vil altid være gennemskåret af adgangsvejen, men efter vi har etableret broen og den hasselmusegnede beplantning, vurderes området at være lige så egnet til hasselmus som tidligere,” siger Erik Dylmer.

To sovende hasselmus i menneskehånd
Et par af de små syvsovere – hasselmus – som er en truet dyreart. Foto: Chuck Eccleston

Billedet viser et egern, der benytter en lignende bro
Et egern har også fundet vej til en lignende bro. Foto: Animex International

Kontakt

Fakta

Hasselmusen er en af de såkaldte bilag IV-arter, som er beskyttet efter EU’s naturbeskyttelsesdirektiver. Andre bilag IV-arter er birkemus, flagermus og flere arter af padder. I Baltic Pipes miljøkonsekvensrapport er projektets miljømæssige konsekvenser undersøgt og vurderet, herunder hvordan projektet påvirker de truede arter. Miljøtilladelsen er givet på baggrund af denne rapport og med en række vilkår, som skal opfyldes – hasselmusbroen er bare ét af disse vilkår.

Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.