Billedet viser PLEM-strukturen, der er stor som et hus
Strukturen er 19 meter lang, 12,5 meter bred og 3,5 meter høj, det vil sige på størrelse med et pænt stort parcelhus. Den vejer 215 tons.

Monster-struktur er snart klar til at blive sænket ned på havbunden

En Pipeline End Manifold – PLEM – skal forbinde den norske gasrørledning Europipe II med den nye Baltic Pipe. Den gennemgår nu de sidste, vigtige test på land.

Billederne her er unikke, for i fremtiden vil den gule monsterstruktur ikke umiddelbart være synlig for menneskeøjne.

Der er tale om en Pipeline End Manifold – kaldet PLEM – og det er den, der skal forbinde den norske gasrørledning Europipe II med Baltic Pipe, så der i oktober 2022 bliver mulighed for at sende gas fra Norge til Danmark og videre til Polen.

PLEM på værkstedet, hvor den er bygget

Når Baltic Pipe er i daglig drift, vil gassen blot løbe igennem strukturen, men PLEM’en er nødvendig ved idriftsættelse og forskellige, senere operationer. Blandt andet giver den mulighed for at sende ”intelligente grise” gennem gasrøret. Det er inspektionsudstyr, som kan tjekke, om der f.eks. er indvendige skader på rørledningen.

PLEM’en er bygget hos Randaberg Industries i Stavanger i Norge, og det er sket i et velfungerende samarbejde mellem mange interessenter – foruden Energinet og Randaberg Industries er det Gassco (operatør for transportsystemet for gas i Norge), deres tekniske serviceleverandør Equinor og Subsea 7, som står for design, fabrikation og installation af PLEM-strukturen.

Projektleder fotograferet ved PLEMs hovedventil
Mark Christian Degn Eskesen står her ved PLEM’ens hovedventil. Han er teknisk ansvarlig for den del af Baltic Pipe, som omfatter tilslutningen til den norske gasrørledning og anlægget af gasrørledningen i Nordsøen. ”Det er fascinerende at se PLEM’en udvikle sig fra tegninger til virkelighed og se, hvor stor strukturen er,” siger han.

I Stavanger gennemgår PLEM’en i denne tid en række test, inden den til december bliver sænket ned på 40 meters dybde i Nordsøen.

Testene gennemføres i to trin. Først en Fabrication Acceptance Test (FAT), som skal tjekke, at strukturen med ventiler indeholder de funktioner, den skal have

I næste omgang udføres en Site Integration Test (SIT). Her tester man på land alle de operationer, som skal gennemføres ude på Nordsøen i forbindelse med installation og idriftsættelse af systemet.

Pig Launcher Receiver gør det muligt at sende intelligente grise gennem systemet
Denne del kaldes en PLR (Pig Launch Receiver) og monteres på PLEM’en for at gøre det muligt at sende ”intelligente grise” gennem gasrøret.

Én af de mest kritiske operationer, som skal testes, er at installere en Pig Launcher Receiver (PLR), som gør det muligt at sende ”intelligente grise” gennem gasrøret. Det er en vigtig del af planlægningen at sikre, at værktøjet, som på havet betjenes med en fjernstyret undervandsrobot, fungerer som planlagt. Og at Pig Launcher Receiver’en kan kobles på PLEM’en uden problemer.

”Jeg vil nødigt stå i en situation ombord på fartøjet og konstatere, at Pig Launcher Receiver’en og PLEM ikke passer sammen,” siger Mark Christian Degn Eskesen.

Når de forskellige test er gennemført og godkendt, varer det ikke længe, inden fartøjet Seven Oceanic kan lægge fra kaj og sejle ud for at installere PLEM og PLR. Det er planlagt til at finde sted i december i år. På Nordsøen skal der desuden laves opmålinger til rørstykkerne, som skal forbinde PLEM med den norske gasrørledning og den nye Baltic Pipe rørledning.

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.