bp-lillebaelt-udgravning
Arbejdet med at grave renden på Lillebælt på lavt vand er blevet udført fra en flydende pram, med en stor gravemaskine på. Den kan grave ned til 15 meters dybde. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

Udgravning på lavt vand i Lillebælt afsluttet

Anlægsarbejdet med Baltic Pipe på Lillebælt er gået i gang, og over de sidste to uger er den del af renden, der ligger på lavt vand, blevet udgravet. Arbejdet er blevet udført fra en flydende pram, med en stor gravemaskine på, der kan grave renden ned til 15 meters dybde.

”Vi er tilfredse med, at vi nu har gennemført den første del af udgravningen og er kommet godt i gang med krydsningen af Lillebælt. Arbejdet er forløbet uden de store overraskelser, og vi har kunnet afslutte det hurtigt”, siger Andreas Gjendal, projektleder for Baltic Pipe ved Lillebælt.

Næste del af arbejdet bliver udgravningen af den del af renden, der ligger på de dybe områder af Lillebælt. Arbejdet foregår ned til 43 meters dybde og udføres af et specialiseret skib.

Arbejdet på de dybe områder på Lillebælt forventes at begynde i slutningen af uge 28 eller starten af uge 29 og vil foregå i omkring en uge.

 

Støj og bølger

Arbejdet på Lillebælt har ikke været uden udfordringer, og desværre har naboer til Lillebælt været generet af både støj og bølger.

”Det kan ikke undgås, at vi både fylder og støjer med så stort et anlægsprojekt, men vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vores naboer har følt sig generede af støj fra arbejdet. Vi er i gang med at kigge på, hvordan vi bedre kan informere de naboerne, der er mest berørt af arbejdet”, siger Andreas Gjendal.

Et enkelt af entreprenørens skibe har, på trods af at det har sejlet efter reglerne i Lillebælt, skabt en kølvandsbølge inde ved kysten.

”Vi blev gjort opmærksomme på, at et af entreprenørens skibe skabte en kølvandsbølge, selvom det har sejlet inden for reglerne. Sådan skal det selvfølgelig ikke være, så vi har taget en snak med dem og indskærpet, at der skal sejles efter forholdene, så der ikke bliver lavet bølger, som kan skabe utryghed”, siger Andreas Gjendal.

Du kan se en tidsplan for arbejdet på Lillebælt her på siden

 

I nedenstående video kan du se hvordan arbejdet på Lillebælt udføres: