
Arbejdet er i gang igen efter vinterpausen
Store mængder regn i begyndelsen af 2021 besværliggør anlægsarbejdet med Baltic Pipe på Sjælland, men nu er entreprenørerne i gang flere steder.
Arbejdet med Baltic Pipe på Sjælland har holdt vinterpause siden før jul. Store mængder regn i begyndelsen af 2021 har ikke gjort det nemmere at færdiggøre arbejdet med rørledningen, men nu er entreprenørerne atter i gang og håber på fint forårsvejr.
I første omgang arbejder de blandt andet omkring den nye kompressorstation, som bliver opført ved Everdrup tæt ved Næstved. Her skal der lægges særlige rør, som fører gassen ind og ud af kompressorstationen. Af hensyn til det videre arbejde med at bygge kompressorstationen skal det være færdigt så hurtigt som muligt.
Baltic Pipe skal i løbet af forårsmånederne føres under Suså med en underboring. Forberedelserne til dette omfattende arbejde er netop begyndt, og noget af det første er at få etableret et arbejdsområde til entreprenørerne.
Det lange seje træk med at lægge de cirka 70 kilometer rør i jorden tværs over Sjælland – fra Kongsmark ved Slagelse til området syd for Faxe – begyndte sidste år. På grund af det våde forår og corona-restriktioner blev det ikke færdigt i 2020 som planlagt. Arbejdet bliver genoptaget i løbet af de kommende måneder. Forskellige teams arbejder med de enkelte dele af processen, og der bliver derfor anlægsarbejde flere steder på Sjælland på én gang.
Vejr og jordbundsforhold spiller kraftigt ind. For eksempel er en ni kilometer lang strækning vest for Slagelse lige nu sat i bero af hensyn til jorden. Der er meget vådt i området ved Tude Å.
Energinet forventer dog, at tidsplanen fra februar 2021 holder. Den kan ses her:
Baltic Pipe Sjælland | Energinet