Arkæologiske undersøgelser i Vestjylland begynder nu

Inden gasrørledningen Baltic Pipe kan lægges i jorden, skal Energinet have gennemført en forundersøgelse for at se, om der er væsentlige fortidsminder langs ruten. Fortidsminder af væsentlig interesse udgraves og bevares for eftertiden.

arkaeologi

De arkæologiske undersøgelser begynder i februar 2020 i Vestjylland og udføres af ARKVEST, der er en arkæologisk enhed bestående af Ringkøbing-Skjern Museum og Vardemuseerne. ARKVEST har det arkæologiske ansvar i bl.a. Varde Kommune.

Gasledningen skal føres i land fra Nordsøen ved Houstrup Strand. På strækningen gennem Blåbjerg Klitplantage fra Houstrup Strand har ARKVEST vurderet, at risikoen for at forstyrre fortidsminder i forbindelse med ilandføringen af gasledningen ikke er særlig stor. ARKVEST har desuden ikke kendskab til fortidsminder i området og finder det meget lidt sandsynligt, at der på stranden og i klitterne kan findes væsentlige spor fra oldtiden. Museet har derfor allerede frigivet området til anlæg af Baltic Pipe.

Sådan foregår undersøgelserne

På den øvrige del af ruten frem til Nybro foretager arkæologerne i første omgang en forundersøgelse af det område, hvor rørledningen skal ligge. Det foregår ved at lave såkaldte søgerender i et cirka 24 meter bredt bælte langs med den planlagte linjeføring. Her fjernes det øverste lag jord, så arkæologerne kan undersøge laget nedenunder for spor.

Eventuelle fund markeres og analyseres, og arkæologerne beslutter, om der er fund, som skal undersøges. Hvis der er tale om væsentlige fortidsminder, foretager arkæologerne egentlige udgravninger for at undersøge området nærmere og sikre eventuelle fortidsminder.

Pligt til at standse arbejdet

Ifølge museumsloven har en bygherre pligt til at standse arbejdet, hvis der under jordarbejde findes spor af fortidsminder. Derfor samarbejder Energinet med museerne om at få lavet forundersøgelser for at have eventuelle fund afklaret og udgravet, inden selve anlægsarbejdet begynder. Hvis det under anlægsarbejdet alligevel skulle vise sig, at der er væsentlige fortidsminder, som ikke er blevet identificeret under forundersøgelsen, gælder denne pligt naturligvis stadig.

Energinet kan ikke på forhånd sige, hvor lang tid undersøgelserne tager på den enkelte ejendom, da det kommer an på, hvad arkæologerne finder. Lodsejere bliver kontaktet, inden undersøgelserne går i gang. Energinet giver fuld erstatning til lodsejerne for tab og skader. Når undersøgelserne er færdige, bringer Energinet området tilbage i samme stand, som da undersøgelserne blev sat i gang.

Afslutning af undersøgelser

De arkæologiske undersøgelser på strækningen fra Houstrup Strand til Nybro forventes at være afsluttet i efteråret 2020.

Anlægsarbejdet på Houstrup Strand er planlagt til at gå i gang i maj 2020, og det forventes at anlægsarbejdet på størstedelen af strækningen på land går i gang i slutningen af 2020.

I denne video  ”Marker undersøges for spændende fortidsminder” kan man se, hvordan det foregik, da Museum Sønderjylland lavede arkæologiske forundersøgelser på Stenderup-halvøen ved Kolding. Her skal gasledningen komme i land fra Lillebælt.

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.