Energinet undersøger jordbunden som forberedelse til kabellægning

Lastbil med boreudstyr

De geotekniske boringer udføres fra en lille terrængående lastbil eller fra et bæltekøretøj.

Fra begyndelsen af juni og en måneds tid frem udfører Energinet geotekniske boringer og andre jordbundsundersøgelser som forberedelse til installation af højspændingskabler på særlige strækninger mellem Idomlund ved Holstebro og grænsen. 

 
Den 170 km lange højspændingsforbindelse vil blive kabellagt 9 steder, hvis det forslag til linjeføring, som Energinet har udarbejdet i dialog med berørte borgere og kommuner, bliver ført ud i livet. Fem af stederne vil kablerne krydse følsom natur, og her vælger Energinet en særlig skånsom installationsmetode. I stedet for at grave kablerne ned, trækkes kablerne igennem rør, som installeres ved hjælp af styrede underboringer. De styrede underboringer er mellem 170 og 550 meter lange. 

- Da arbejdet med at få lavet underboringerne afhænger af jordbundsforholdene, er vi nødt til at udføre geotekniske og geofysiske undersøgelser, for at få det bedst mulige grundlag, før vi finder en leverandør til opgaven. Derfor har vi været i kontakt med de berørte lodsejere for at få deres accept af, at vi laver arbejde på deres ejendom, før vi har en endelig aftale om at installere højspændingsanlæg på deres ejendom, siger projektleder Sigurdur Bjarnason, Energinet.  

De geotekniske boringer udføres fra en lille terrængående lastbil eller fra et bæltekøretøj. 5-10 dage efter boringen bliver grundvandet slutpejlet, boringen bliver sløjfet, og der ryddes op. 

Til de geofysiske opmålinger benyttes jordspyd, der forbindes med ledninger og udlægges med håndkraft og et terrængående 4-hjulet køretøj.

Efter arbejdets afslutning vurderes markskader, og der opgøres en kompensation til lodsejeren efter gældende regler.



Kontakt

Her laves jordbundsundersøgelser

På disse strækninger vil Energinet lave jordbundsundersøgelser, da kablerne her vil blive installeret med styret underboring:

• Skjern Å: Krydsning af å og eng
• Karlsgaarde øst for Varde: Krydsning af vandløb og beskyttet natur
• Kongeå: Krydsning af å
• Ribe: Krydsning af Tange skov
• Ribe: Krydsning af å og eng