Forslag til linjeføring fremlægges til efteråret

Energinet samler input til placeringen af den kommende 400 kilovolt ledning mellem Idomlund ved Holstebro og den dansk-tyske grænse. Til efteråret præsen-teres borgerne for Energinets forslag til linjeføringen

Energinet er i gang med at udarbejde et forslag til, hvordan den kommende 400 kilovolt-ledning mellem Idomlund ved Holstebro og den dansk-tyske grænse præcist kan forløbe, og hvor der skal lægges kabler. Forslaget fremlægges først på efteråret.

- Før vi fremlægger vores forslag til linjeføringen, ønsker vi at få belyst så mange forhold som muligt. Derfor er vi for tiden i gang med en række tekniske og miljømæssige undersøgelser i projektområdet – det brede bælte, som ledningen kan placeres indenfor. Samtidig er vi i gang med at indhente kommentarer og ønsker fra de kommuner, som de nye 400 kilovolt-ledninger går igennem. Disse informationer indgår i vores arbejde med et forslag til linjeføring, siger projektleder Christian Jensen, Energinet.

Borgerne får præsenteret forslaget til efteråret og får her lejlighed til at komme med input, inden Energinet lægger sidste hånd på de forslag til linjeføring, som kommer til at indgå i miljøkonse-kvensrapporterne for de to projekter – Endup - Idomlund og Endrup -grænsen. Miljøkonsekvensrapporterne danner baggrund for Miljøstyrelsens miljøvurdering af projekterne og Erhvervsstyrelsens landsplandirektiv.

- Vi har valgt at fremlægge vores forslag til linjeføring til efteråret i stedet for – som der er normal praksis for – at vente, til Miljøstyrelsen sender projektet i anden offentlige høring. Ved at starte en tidlig dialog med de berørte borgere håber vi at kunne inddrage flere hensyn i det endelige forslag, siger Christian Jensen og understreger, at den formelle høring først sker, når Miljøstyrelsen til foråret næste år indleder anden offentlighedsfase i miljøvurderingen. Her har borgere og andre med interesse i de to projekter 8 uger til at komme med høringssvar.

Energinet skrev i sidste uge til de 1500 lodsejere indenfor planlægningsbæltet dels for at advisere dem om de kommende undersøgelser, dels for at informere om, at Energinet præsenterer et forslag til linjeføring til efteråret.

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.