Energinet skal udskifte højsopændingsmaster fra Aabenraa til Aarhus

Energinet har begyndt arbejdet på en gennemgribende renovering af den vigtige 150- og 400 kV-højspændingsforbindelse i det østlige Jylland fra Aabenraa til Aarhus. Forberedelserne til projektet starter allerede nu, selvom anlægsarbejdet først begynder i 2026.

I alt 170 km højspændingsforbindelse fra Aabenraa til nord for Aarhus er ved at være godt slidt. Forbindelsen, der er en central el-motorvej i det danske elnet, har transporteret strøm rundt i det østlige Jylland siden 1970’erne, og nu er forbindelsen ved at være moden til et grundigt vedligeholdelsesarbejde.

”Det er en af de mest centrale forbindelser i det østlige Jylland, som vi nu skal renovere og gøre til at gøre klar til næste fase af den grønne omstilling, hvor der bliver behov for masser af grøn strøm til de mange forbrugere i det østlige Jylland. Fordi forbindelsen er så central, er det ikke bare sådan at pille den ned. Arbejdet skal forberedes nøje og foretages i mindre sektioner, så forbrugerne stadig har strøm i stikkontakten i de perioder, hvor arbejdet foregår”, siger Lars Wigant, der leder projektet i Energinet.

Strækningen går fra højspændingsstation Kassø ved Aabenraa til højspændingsstation Trige nord for Aarhus. Arbejdet foregår i sektioner, som bliver koblet ud af elnettet, mens arbejdet står på. Energinet forventer at skulle udskifte højspændingsmasterne og i samme omgang reparere eller udskifte fundamenterne de står på.  Herefter trækkes nye og mere effektive luftledninger, som strømmen løber i, samt nye isolatorer, som ledninger hænger i. Fordi strækningen er bygget i etaper i løbet af 1970’erne er der brugt forskellige typer master undervejs på de i alt 170 km. Energinet vil bruge de samme typer master, som der står i dag, så man vil som nabo eller lodsejer ikke opleve nogen forskel, når arbejdet er udført.

”Når vi er færdige, vil man ikke opleve nogen forskel fra i dag. Men det er klart, at vi kommer til at larme og fylde, mens vi udfører arbejdet, men vi gør det så hurtigt og effektivt som muligt”, siger Lars Wigant.

Selvom anlægsarbejdet først skal udføres fra 2026, starter projektet allerede op nu. Det skyldes, at der er en del andre arbejder, der skal være på plads, inden den vigtige elforbindelse kan tages ud af drift. Det gælder blandt andet udførelsen af to forgreninger på 150 kV-nettet ind til Aarhus, samt to nye forbindelser fra henholdsvis Kolding til Vejen og Horsens til Fredericia. De to forbindelser skal forsyne forbrugerne i Trekantområdet og Østjylland, mens arbejdet på forbindelsen mellem Aabenraa og Aarhus foregår.

”De andre projekter skal være på plads, inden vi kan begynde at slukke forbindelsen og gå i gang med arbejdet. Det er afgørende for, at vi kan opretholde forsyningssikkerheden, samtidig med at vi udfører arbejdet. Derfor er vi tidligt ude at fortælle om projektet, og vi har samtidig god tid til at forberede arbejdet”, siger Lars Wigant.

En del af strækningen ved Årslev Engsø vest for Aarhus blev tilbage i 2008 udpeget som et område, hvor højspændingsmaster har særlig stor indvirkning på miljøet og landskabet, og som derfor skal lægges om kabler i jorden.  Projektet som omfatter 5,2 km luftledninger udføres forud for renoveringsarbejdet.

Hele arbejdet med at renovere forbindelsen mellem Aabenraa og Aarhus forventes afsluttet ved udgangen af 2029.

 

Fakta om højspændingsnettet

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Energinet har ansvar for at bygge og drive eltransmissionsnettet, der er højspændingsforbindelser over 100.000 volt (100 kV).

Folketinget har besluttet en række principper for udbygning og vedligeholdelse af transmissionettet. 400 kV-forbindelser (blandt andet forbindelsen mellem Kassø og Trige), som har udtjent deres levetid og skal vedligeholdes, bliver udskiftet en til en med samme type komponenter, master, luftledninger mm. Der er udpeget seks forskønnelsesprojekter hvor master og luftledninger omlægges til kabler, hvoraf strækningen ved Årslev Engsø er en af dem.

Der er afsat en pulje på 2,5 mia. kr. til at kabellægge 132-150 kV luftledninger i takt med, at de står overfor gennemgribende reinvesteringer. Det er den pulje, der finansierer kabellægningen af forgreningerne ved Aarhus.

Du kan læse mere om projektet på projekthjemmesiden

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.