Nyt 400 kV elkabel mellem Landerupgård og Revsing
Energinet etablerer en ny elforbindelse mellem Kolding og Vejen som forstærker det østjyske elnet.
Klik på illustrationen for at se et detaljeret kort over linjeføringen.
Baggrund for projektet
Energinet skal bygge en ny 400 kV-kabelforbindelse mellem højspændingsstation Landerupgård nordøst for Kolding og højspændingsstation Revsing ved Vejen. Som et led i den grønne omstilling er det Energinets opgave løbende at renovere og udbygge det danske elnet. Det sker for at sikre, at grøn strøm kan transporteres fra vindmøller og solceller til forbrugerne.
En ny forbindelse mellem Landerupgård og Revsing vil sikre en bedre sammenhæng mellem den stigende produktion af vedvarende energi i Nordsøen og forbrugerne i Østjylland og på Fyn. Forbindelsen er med til at aflaste en flaskehals i det østjyske elnet.
Projektbeskrivelse
Forbindelsen etableres som to nedgravede 400 kV-kabelsystemer hele vejen mellem de to stationer. Der vil derfor kun være få synlige tegn på forbindelsen, efter den er bygget.
Der skal i alt anlægges omkring 27 km kabel mellem de to stationer. Station Landerupgård er fuldt udbygget, og der er derfor behov for at udvide stationsarealet, hvor kablet skal forbindes til stationen.
Undersøgelse af projektområdet
Energinet forsøger altid at vælge en linjeføring og placering og udvidelse af stationer i vores projekter, der tager størst muligt hensyn til natur og miljø, bebyggelse, by- og erhvervsudvikling, anden infrastruktur med mere. Samtidig skal vi tage anlægstekniske hensyn og minimere omkostningerne for forbrugerne.
Linjeføringen er stort set på plads, og vi arbejder på at få en miljøgodkendelse.
Informationsmøde
Energinet har holdt et informationsmøde for lodsejere i maj 2022. Her fortalte vi mere om baggrunden for projektet, hvordan vi planlægger linjeføringen, indgår aftaler med lodsejeren og hvordan anlægsarbejdet udføres. Læs mere om informationsmødet og se præsentationen fra mødet
Lodsejermøder
Hvis projektet berører din ejendom, vil Energinet lave en aftale med dig om placering af elkablet på din ejendom. Som lodsejer vil du modtage erstatning for den begrænsning, som et elkabel medfører på din jord. Desuden får du erstatning for afgrødetab, strukturskader på jorden og midlertidige ulemper i forbindelse med anlægsarbejdet.
- Du kan læse mere om, hvordan vi anlægger elkabler i jorden og se en video om, hvordan arbejdet foregår her
- Og du kan læse mere om, hvordan vi indgår aftaler, og hvad du kan få i erstatning her
Miljøvurdering
Energinet har tidligere indsendt projektet som en screeningsansøgning til Miljøstyrelsen. Det har nu vist sig, at projektet er mere komplekst end først antaget, og der er derfor behov for at få lavet en egentlig miljøvurdering af projektet.
Det, at anlægsprojektet overgår fra en screening til en miljøvurdering betyder, at vi ikke kan indgå endelige lodsejeraftaler, da de først kan indgås, når miljøgodkendelsen er på plads. Det betyder også, at selve anlægsfasen med nedgravning af jordkablet udskydes. Derudover vil Miljøstyrelsen igangsætte en såkaldt 1. offentlighedsfase, og som en del af miljøvurderingen skal der foretages feltundersøgelser af plante- og dyrelivet omkring det kommende kabelanlæg
Energinet arbejder pt. på at få en miljøgodkendelse.
Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside
Forventet tidsplan
Tidspunkt | Aktivitet |
April 2022 | Besigtigelse af projektområdet |
Maj 2022 | Informationsmøde for lodsejere |
2. kvartal 2023- 2. kvartal 2024 | Møder med lodsejere |
Januar 2027 | Godkendt miljøvurdering |
Indgåelse af aftaler med lodsejerne | |
Anlægsarbejdet på elkablet begynder | |
Anlægsarbejdet på højspændingsstation Revsing begynder | |
Anlægsarbejdet på højspændingsstation Landerupgård begynder | |
Maj 2029 | Anlægsarbejdet afsluttes og forbindelsen sættes i drift |
Tidsplanen er foreløbig og kan blive ændret undervejs.
Projektinformation
Projekttype
400 kV Netudbygning og netforstærkning
Godkendt
Region
Østjylland
Godkendende instans
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Forventes i drift
Projektstatus
Et anlægsprojekt kan have følgende projektstatus:
- Muligt Anlægsprojekt, som er en del af den langsigtede planlægning af el- eller gasnettet, men som endnu ikke er besluttet i Energinet.
- Planlagt Anlægsprojekt, som er besluttet i Energinet, men som endnu ikke er investeringsgodkendt af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
- Godkendt Anlægsprojekt, som har fået alle relevante investeringsgodkendelser, og som realiseres, når der er indhentet miljø- og plantilladelser.
- I drift Anlægsprojekt, som er taget i brug inden for det seneste år.
Information til naboer og lodsejere om nye elkabler
Her kan du finde information, der er nyttig for borgere, der kan få et nyt elkabel på deres ejendom.