Billede fra Informationsmøde om Landerupgård-Revsing

Velbesøgt informationsmøde sætter gang i arbejdet på nyt elkabel

Omkring halvdelen af de godt 50 lodsejere, der bliver berørt af det kommende elkabel mellem Revsing ved Vejen og Landerupgård ved Kolding, deltog i Energinets informationsmøde mandag aften. Størstedelen af deltagerne var landmænd, der får kablet over deres marker.

Der var summen og snak i lokalet på Scandic Hotel i Kolding, hvor Energinet holdt informationsmøde om det nye elkabel mellem Landerupgård og Revsing. Godt 30 personer var mødt op for at få mere information om Energinets planer.

”Vi er rigtig glade for, at så mange havde taget sig tid til at komme og høre om projektet. Vi ved godt, at de fleste helst havde været det foruden og naturligt nok er bekymrede for hvordan, det kommer til at påvirke dem. Men vi oplever også forståelse for, at vi har brug for at styrke elnettet til den grønne omstilling og en stor velvilje til at få det bedste ud af situationen. Der var rigtig mange gode spørgsmål, og vi fik snakket med mange om deres overvejelser og bekymringer”, siger Casper Køie Bendtsen, der er Energinets ansvarlige for aftaler med lodsejerne.

Stort fokus på håndtering af dræn

Et af de emner, der optog de fremmødte lodsejere, var dræn og særligt bekymringen for hvordan Energinets entreprenører vil genskabe drænene efter elkablet er installeret.

”Håndteringen af dræn er selvfølgelig helt afgørende for landmændene. Derfor er det noget, vi har meget fokus på helt fra begyndelse af projektet. Lodsejerne kender deres jord og hvor drænene ligger, og de oplysninger vil vi gerne have med fra første møde. Vi tager dræn meget alvorligt, og derfor har vi også dræneksperter med i projektet. Og for at give landmændene tryghed, har vi garanti på drænarbejdet, så vi kommer ud og fikser det, hvis der skulle opstå problemer efterfølgende”, siger Casper Køie Bendtsen.

Næste skridt i dialogen med lodsejerne bliver det første lodsejermøde, hvor Energinets forhandlere fra landinspektørfirmaet LIFA kommer på besøg. Her vil de fortælle mere om planer på lodsejernes jord og få informationer om forhold, der kan påvirke arbejdet med at installere elkablet. De første møder begynder i slutningen af august i år, og Energinet forventer at kunne indgå aftaler med lodsejerne efter projekter er blevet screenet af Miljøstyrelsen, formentlig hen over sommeren 2023. Lodsejerne vil i løbet af august blive direkte kontaktet af lodsejerforhandlerne fra LIFA for at aftale det første møde.

Gik du glip af informationsmødet? Se præsentationen fra mødet her (pdf)

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.