Nye elkabler til Lollands grønne strøm

Den grønne strøm fra de mange nye og planlagte solcelle- og vindmølleanlæg på Lolland skal transporteres hen til forbrugerne. Energinet begynder derfor at planlægge og bygge nye kabler og højspændingsstationer, som skal forstærke elnettet på Lolland.

Lolland er en af Danmarks grønneste kommuner, fordi der planlægges mange solcelle- og vindmølleanlæg. Strømmen fra de nye og kommende anlæg skal kunne transporteres derhen, hvor de fleste elforbrugere er, fx på Sjælland og i København. Det kræver nye og stærkere el-transportveje. Det er Energinet, som har til opgave at bygge transportvejene mellem forbrugerne og el-producenternes solcelle- og vindmølleanlæg.

Derfor går Energinet nu i gang med at planlægge placeringen af nye 132 kV-kabler i jorden på det sydlige Lolland. Samtidig skal Femern-forbindelsen tilsluttes elnettet for at sikre strøm til jernbanenet og tunnel, og de to projekter udføres derfor i samme arbejdsgang.

Højspændingsstationer og i alt 30 km kabler

Samtidig med forstærkningerne til sol- og vindenergi samt til Femern-forbindelsen, skal der også bygges nye højspændingsstationer: En ved Rødby og en ved Gloslunde mellem Nakskov og Rødby. Desuden skal der bygges en ny højspændingsstation til Femern-forbindelsen.

”Højspændingsstationerne og kablerne forbinder de anlæg, som producerer grøn strøm på Lolland, med forbrugerne. I alt skal vi lægge cirka 30 km kabler fordelt på tre strækninger, inklusive tilslutningen af Femern-forbindelsen. Tilsammen vil kablerne og højspændingsstationerne forstærke elnettet på Lolland,” siger Lars Bitz Jakobsen, der er Energinets projektleder.

I dialog med borgerne

Den endelige placering af kabler og de nye stationer er endnu ikke fastlagt. I første omgang går Energinet i dialog med de borgere, som bliver direkte berørt af projektet.

”Det er vigtigt for os, at vi tager størst muligt hensyn til borgere, natur og miljø, både når vi planlægger projektet, og mens vi lægger kablet og bygger stationerne. Det første, vi gør i den forbindelse, er at tage kontakt til de lodsejere, som vi berører direkte, fordi den kommende linjeføring går over deres jord,” siger Lars Bitz Jakobsen.

Energinet forventer at starte anlægsarbejdet til foråret 2022 på station Femern og i foråret 2023 for de øvrige stationer og kablerne. Kabler og højspændingsstationer skal efter planen være færdige i 2025.

Lolland Femern 132 kV

Skitsetegning - kablernes og stationernes endelige placering er endnu ikke fastlagt.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.