På Store Landevej ved Nr. Aaby bliver der indrettet oplagsplads til gasrørene og midlertidigt hovedkvarter for Energinets del af projektet.

Aarsleff får opgaven med ny gasrørledning på Vestfyn

Energinet har skrevet kontrakt med den entreprenør, der skal flytte naturgasledningen for at gøre plads til den nye jernbane.

Det bliver entreprenørfirmaet Aarsleff, der skal varetage opgaven med at anlægge en ny naturgasledning på Vestfyn. Energinet har netop underskrevet kontrakt med entreprenøren, og planen er, at det egentlige anlægsarbejde begynder i foråret 2023 og afsluttes inden årets udgang.

Forberedelserne til projektet er i fuld gang på Vestfyn. Energinets projekt får hovedkvarter på en nedlagt landejendom på Store Landevej øst for Nr. Aaby.

Arbejdet er nu godt i gang med at indrette arealerne med mandskabsvogne, parkeringspladser og en oplagsplads til gasrørene.

De gasrør, der skal bruges til den nye gasrørledning, er ved at blive produceret i Tyskland. De ankommer i løbet af januar og februar med tog til Taulov, hvorfra de køres videre med lastbiler til Fyn.

”Det drejer sig om i alt 28 kilometer gasrør, så beboere i området vil opleve en del trafik med lastbiler, som ankommer med rørene. Efter planen vil det ske fra sidste uge i januar og hele februar med. Når anlægsarbejdet begynder til foråret, vil der igen være trafik, når rørene skal køres ud til de steder, hvor de skal lægges i jorden,” siger projektleder Jakob Kjær.

Vejdirektoratet er bygherre på projektet. Naturgasledningen skal flyttes for at gøre plads til en ny, dobbeltsporet og elektrificeret jernbane på Vestfyn. Den gamle naturgasledning ligger i vejen for den nye jernbane.

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.