Energinet udskifter højspændingsledninger i Trekantområdet

I disse dage hænger Energinet nye højspændingsledninger op i de store elmaster ved motorvejene nær Fredericia

Med 50 år på bagen er den ene af de to store parallelle højspændingsforbindelser mellem Kolding og Fredericia ved at være slidt op. Begge forbindelser er helt afgørende for Danmarks elforsyning, så Energinet har udskiftet flere af de gamle master med nye af samme type og er nu ved at udskifte luftledningerne på strækningen mellem transformerstationen Landerupgård ved Kolding og den såkaldte kabelovergangsstation i Dronningens Kvarter i Fredericia. Herfra og under Lillebælt til Kauslunde øst for Middelfart blev luftledningerne i 2013 erstattet med kabler.

- Når vi skal udskifte master og luftledninger, foregår det ved, at vi først frigør de ledninger, som masten bærer. Dernæst lægges den gamle mast ned ved hjælp af en kran, og så sætter vi den nye mast op og fastgør den på et fundament, siger Christian Löber, der er projektleder i Energinet.

Som det sidste skal de gamle ledninger tages ned samtidig med, at de nye hænges op. Det er dette arbejde, som er i gang for tiden.

- Energinet har til renoveringsprojektet selv udviklet og produceret en særlig trådtrækningsmaskine, som kan trække to ledninger op ad gangen over en afstand på op til 10 km. Samtidig ruller maskinen de gamle ledninger op på tromler. I den anden ende af ledningstrækket har vi tromlerne med de nye luftledninger og en bremse til modhold, som sikrer, at ledningerne bliver korrekt i luften, når vi trækker, siger Christian Löber.

I området omkring Dronningens Kvarter trækkes ledningerne hen over Taulovmotorvejen ved brug af et specielt system, som sikrer, at tråden ikke falder ned på motorvejen, hvis tråden knækker. Kører man på motorvejen, vil man dog næppe bemærke, at ledningerne hen over vejen bevæger sig.

Arbejdet med at hænge nye ledninger op mellem Kolding og Fredericia forventes afsluttet i april 2021. Også på den anden side af Lillebælt, nærmere bestemt mellem Kauslunde og Fraugde øst for Odense skal den ældste af de to rækker master udskiftes. Dette arbejde forventes at begynde i løbet af sommeren 2021.

Udskiftningen ændrer ikke på luftledningens udseende eller placering, da de nye master er identiske med de eksisterende og sættes samme sted.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.