Energinet peger på kabelruter til omformerstation på Bornholm

Miljøstyrelsen holder de næste godt to uger en supplerende høring i forbindelse med miljøvurderingen af Energiø Bornholm. I den forbindelse har Energinet konkretiseret projektet på Bornholm og indsnævret området til nedgravning af kabler til fem konkrete ruter, hvor kabler kan graves ned.

Energinet er nu kommet så langt i sin planlægning af Energiø Bornholm, at vi kan pege på fem konkrete ruter, hvor der kan nedgraves kabler fra den sydbornholmske kyst og ind til det område, hvor den kommende omformerstations skal placeres.

Konkretiseringen af kabelruterne offentliggøres som led i, at Miljøstyrelsen de kommende to uger holder en såkaldt supplerende høring i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen af projektet. Miljøkonsekvensvurderingen af landanlæggene til Energiø Bornholm dækker både stationerne på Sjælland og Bornholm og kablet imellem. Den supplerende høring omhandler primært placeringen af den kommende station ved Solhøj i Høje-Taastrup Kommune på Sjælland, men Energinet bruger også høringen til at indsnævre det område, der er udset til kabler.

”Vi har lavet forskellige undersøgelser af undergrunden og naturen i området på Sydbornholm, så vi nu ved, hvor det er bedst at placere kablerne. Det betyder, at vi har indsnævret det store område til nedgravning af kabler til fem kabelruter, der løber fra kysten i Sose og Arnager Bugt og ind til den kommende station”, siger Tove Krogh Stockmarr, der er projektleder for miljøkonsekvensprocessen på land for Energiø Bornholm.

Mulighed for justering

De udvalgte kabelruter er 150 meter brede, men selve kabelgraven inklusiv arbejdsareal er kun 30-50 meter brede. De brede ruter er udvalgt for at sikre, at der er mulighed for at justere selve placeringen af kablerne. Samtidig kræver installationen af kablerne et arbejdsbælte på op til 50 meter i bredden, så der er plads til både gravemaskine, kørevej og de store kabeltromler, som kablerne kommer på. Den endelige placering af kablet vil blive fastlagt under inddragelse af blandt andet resultatet fra miljøundersøgelserne og efter aftale med lodsejerne. 

”Vi går ud med nogle relativt brede bælter, så vi er sikre på, at vi har lavet en grundig miljø-vurdering af det område, hvor vi kan komme til at arbejde”, siger Tove Krogh Stockmarr.

Jorden kan dyrkes igen

Størstedelen af kabelruterne ligger på landbrugsjord. Når kablerne er installeret, kan jorden dyrkes igen. Der kan dog ikke bygges oven på kablerne, og der er også begrænsninger på at plante træer med dybe rødder. Energinet har været i kontakt med de lodsejere, der skal lægge jord til kablerne. 

Den supplerende høring indskrænker også det oprindelige bruttoområde til omformerstationen til det område på 107 hektar, som Energinet har søgt Bornholms Regionskommune om at lave en lokalplan for. 

Du kan læse mere om Energiø Bornholm på www.energinet.dk/bornholm  

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.