Det er kabelrør som disse, der er blevet gravet ned under bl.a. Mimersgade. Til sidst trækkes kablet igennem rørene og kablerne samles.

Energinet færdiggør kabelarbejdet på Frederikssundvej og i Mimersgade

Arbejdet med at trække kabler og lave kabelsamlinger er gået i gang i uge 31 på Frederikssundsvej og Mimersgade. Dermed nærmer vi os afslutningen af kabelarbejdet i disse to gader.

I løbet af næste uge fra 5. august 2024 forventes afspærring på Mimersgade at blive fjernet, og der vil blive åbnet op for trafikken igen.

Der vil fortsat være noget arbejde med kabelsamlinger tilbage i Mimersgade, som vil blive udført i de kommende måneder. Det vil dog kun bestå i nogle punktvise afspærringer, der hvor kablerne skal samles. Det kan dog betyde, at vi må inddrage kantstensparkering på kortere strækninger, dele af cykelsti eller ensrette vejbanen i en kortere periode.

Kabelarbejdet fortsætter ud ad Jagtvej hele vejen ned til Østerbrogade og Nyborggade, hvor kablet skal tilsluttes til Svanemøllen Koblingsstation. Kabelforbindelsen er med til at fremtidssikre elforsyningen i København og understøtter den grønne omstilling af Københavns energiforsyning.

I øjeblikket udføres desuden natarbejde i vejkrydsene på Jagtvej. Arbejdet i de større lyskryds udføres om natten af hensyn til trafikken.

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.