FORSTÆRKNING AF ELNETTET - RINGSBJERG-PROJEKTET

Som et led i den grønne omstilling udbygger Energinet transmissionsnettet på Sjælland.



KLIK PÅ ILLUSTRATIONEN ELLER HER FOR AT SE ET DETALJERET KORT OVER DET PLANLAGTE PROJEKT


HVAD SKAL DER SKE?

Ved Ringsbjerg, vest for Herfølge og tæt ved Sydmotorvejen, planlægger Energinet at opføre en ny 400 kV højspændingsstation.

Ringsbjerg-projektet omfatter desuden:

  • To nye, parallelle 400 kV kabelanlæg mellem Ringsbjerg og en ny 400 kV højspændingsstation ved Taastrup. Strækningen er cirka 29 kilometer.
  • Nyt 400 kV kabelanlæg mellem Ringsbjerg og Bjæverskov Højspændingsstation, der ligger mellem Køge og Ringsted, syd for motorvej E20. Strækningen er cirka otte kilometer.
  • Opsætning af to master nord for Bjæverskov Højspændingsstation til omlægning af 400 kV luftledninger.

HVAD ER BAGGRUNDEN?

Danmark er godt i gang med den grønne omstilling. I fremtiden skal vi i Danmark bruge mere og mere strøm, blandt andet til transport og opvarmning. Og strømmen skal være grøn – det vil sige, den skal komme fra vedvarende energikilder som sol og vind.

Folketinget besluttede i 2022, at Danmark i 2030 skal have firedoblet produktionen af strøm fra vindmøller på land og solcelleparker. 

Energinet har allerede gang i udbygningen af transmissionsnettet for el, men der er behov for fortsat udbygning, så vi kan transportere de stærkt stigende mængder grøn strøm og undgå flaskehalse i elnettet. Strømmen skal transporteres fra de egne, hvor strømmen produceres til de områder, hvor elforbruget er størst, blandt andet København og områderne nord for hovedstaden.

De planlagte havvindmølleparker i Østersøen, Kriegers Flak II, vil blive tilsluttet den nye højspændingsstation i Ringsbjerg. 

HVAD ER PLANEN?

Miljøkonsekvensvurdering: Ringsbjerg-projektet skal gennemgå en miljøkonsekvensvurdering med Miljøstyrelsen som myndighed. Energinet har ansøgt Miljøstyrelsen, og processen for miljøvurdering er derfor påbegyndt. Miljøstyrelsen forventer at kunne træffe en afgørelse om miljøvurderingen senest i maj 2026.

Se mere om miljøkonsekvensvurderingen i denne nyhed 

Plangrundlag: Der skal udarbejdes et plangrundlag for den nye højspændingsstation ved Ringsbjerg. Plangrundlaget vil blive udarbejdet som et landsplandirektiv af Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Energinet er i dialog med Plan- og Landdistriktsstyrelsen om grundlaget og processen for et landsplandirektiv. Landsplansdirektivet træder i stedet for udarbejdelsen af et kommuneplantillæg og en lokalplan for området.

Placering: Energinet har udarbejdet et forslag til placeringen af stationsområdet ved Ringsbjerg, kabeltraceerne til højspændingsstationen ved hhv. Bjæverskov og Taastrup samt de to nye master og luftledningerne nord for Bjæverskov Højspændingsstation. Linjeføringen er planlagt med størst mulige hensyn til lodsejere og naboer, menneskers sundhed, natur og miljø, kultur- og landskabsværdier samt samfundsmæssige interesser.
De arealer, hvor den kommende højspændingsstation skal opføres, erhverves af Energinet.

HVORDAN ER FORLØBET?

Naturbesigtigelser: Som en del af grundlaget for en miljøkonsekvensvurdering får Energinet udført naturbesigtigelser. Formålet er at kortlægge eventuelle naturforhold, der kan blive påvirket af projektet og tilhørende anlægsarbejder. Der vil blive kigget efter beskyttede og fredede dyr og planter samt disses leve- og opholdssteder samt vandreruter. Energinet har i marts 2024 skrevet til alle lodsejere af ejendomme, hvor det kan være relevant at udføre naturbesigtigelser.

Offentlige høringsfaser: Processen for miljøkonsekvensvurderingen indeholder to offentlige høringsfaser, hvor Miljøstyrelsen som miljøvurderingsmyndighed udsender en høring til såvel direkte berørte lodsejere, naboer og omkringboende til projektområdet samt den brede offentlighed. I den første offentlighedsfase, kaldet idéfasen, afholdes der et borgermøde, hvor Energinet præsenterer projektet, og Miljøstyrelsen præsenterer miljøvurderingsprocessen og muligheden for at indgive bemærkninger i høringsperioden.

Energinet skal efter 1. offentlighedsfase udarbejde en miljøkonsekvensrapport, som skal godkendes af Miljøstyrelsen. Miljøkonsekvensrapporten skal indeholde en vurdering af eventuelle påvirkninger på mennesker og miljø foranlediget af projektet, så projektet kan miljøvurderes på et fyldestgørende grundlag.

Når miljøkonsekvensrapporten er godkendt af Miljøstyrelsen, afholdes 2. offentlighedsfase. Et udkast til miljøvurderingsafgørelse sammen med en teknisk projektbeskrivelse og miljøkonsekvensrapporten sendes i en offentlig høring, der svarer til 1. offentlighedsfase. I begge høringer kan der indsendes bemærkninger til Miljøstyrelsen, der inddrager indkomne høringsbemærkninger i vurderingen af projektet.

Sideløbende med miljøkonsekvensvurderingsprocessen for hele projektet bliver der udarbejdet et plangrundlag for højspændingsstationen ved Ringsbjerg i form af et landsplandirektiv. I planprocessen er der også en offentlighedsfase med høring af landsplandirektivet og miljøvurderingen af denne.

Aftaler om køb af arealer: Endelige aftaler om arealopkøb til stationsområdet og aftaler om etablering af kabelanlæggene kan ske, når der foreligger et vedtaget landsplandirektiv og en godkendt miljøkonsekvensrapport.

FORELØBIG TIDSPLAN
Forår 2024 Proces for landsplandirektiv begynder
Marts 2024 – september 2024 Naturbesigtigelser og feltundersøgelser
Forår 2024 – forsommer 2026 Miljøkonsekvensvurdering med offentlighedsfaser
Forsommer 2026 Miljøstyrelsen træffer afgørelse om projektet
Forsommer 2026

Tilladelser og dispensationer indhentes for miljø- og naturforhold, fredninger, Museumsloven, Byggeloven mm.

Forsommer 2026 – årsskiftet 2026/2027 Møder med lodsejere med henblik på at lave aftaler om kabellægning på deres jord
Sommer 2026 Arkæologiske forundersøgelser påbegyndes
Sensommer 2026 – efterår 2029 Byggeriet af højspændingsstation ved Ringsbjerg udføres
Sensommer 2026 – forsommer 2029 Kabellægning Ringsbjerg-Bjæverskov og Ringsbjerg-Høje Taastrup
Ultimo 2029 Højspændingsstationen ved Ringsbjerg går i drift


LÆS MERE - SÆRLIGT FOR LODSEJERE

SÅDAN PLANLÆGGER VI EN LINJEFØRING

SÅDAN INDGÅR VI AFTALER OM ELKABLER PÅ PRIVAT EJENDOM


Se i videoen, hvordan det foregår, når vi lægger kabler.

SÅDAN LÆGGER VI KABLER

SÅDAN HÅNDTERER VI DRÆN

Kontakter

Projektinformation

Se præsentationen fra borgermødet 29. maj 2024