Borgere inviteres til at komme med ideer og kommentarer til Ringsbjerg-projektet

Miljøstyrelsen har indledt 1. offentlighedsfase for projektet. Det omfatter en ny højspændingsstation ved Ringsbjerg og to kabelstrækninger til henholdsvis Bjæverskov og Høje Taastrup.

De kommende fire uger har alle – for eksempel berørte borgere, virksomheder, myndigheder m.fl. – mulighed for at komme med kommentarer og forslag til Ringsbjerg-projektet.

Som en del af planlægningen af projektet, skal der gennemføres en miljøvurdering, så Energinet kan få miljøtilladelse til at bygge højspændingsstationen og etablere kablerne i jorden. Miljøstyrelsen er ansvarlig for miljøvurderingen af projektet.

Miljøstyrelsen har netop indledt 1. offentlighedsfase, også kaldet idéfasen. Alle er velkomne til at indsende deres kommentarer – høringssvar. Høringsperioden løber fra den 21. maj til den 19. juni 2024.

Miljøvurderingen omfatter den nye højspændingsstation ved Ringsbjerg og to strækninger med elkabler. Den ene er en cirka 29 kilometer strækning mellem Ringsbjerg og en planlagt højspændingsstation ved Høje Taastrup. Der vil på den strækning blive etableret to nye, parallelle 400 kV kabelanlæg. Den anden er en cirka otte kilometer strækning med ét 400 kV kabelanlæg mellem Ringsbjerg og Bjæverskov Højspændingsstation. Ved Bjæverskov skal der desuden opsættes to nye master til omlægning af 400 kV luftledninger.

Energinet inviterer til borgermøde om projektet:

Tid: Onsdag den 29. maj 2024 kl. 16-19 med oplæg kl. 17

Sted: Comwell Køge Strand, Strandvejen 111, Køge.

Tilmelding: Senest den 24. maj til LIK@energinet.dk

På mødet vil repræsentanter fra Miljøstyrelsen fortælle om processen for miljøvurdering og muligheden for at indsende kommentarer. Energinet vil præsentere projektet, det vil sige både den planlagte højspændingsstation og de to strækninger med elkabler.

Efter 1. offentlighedsfase skal Energinet udarbejde en miljøkonsekvensrapport, som skal godkendes af Miljøstyrelsen. I rapporten bliver mulige påvirkninger af miljøet og omgivelserne beskrevet. Herefter bliver der en høring af miljøkonsekvensrapporten i en 2. offentlighedsfase.

Kontakter

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.