Tilslutning af vedvarende Energi på Midtfyn
Energinet udvider elnettet på Midtfyn, for at gøre plads til mere grøn strøm.
Klik her eller på kortet for at åbne et interaktivt kort med Energinets oplæg til placering af kablet og den nye station ved Sdr. Højrup. Kortet åbner i et nyt vindue.
Baggrund for projektet
Regeringen har store ambitioner i forhold til udbygningen af vindmøller og solcelleparker og forventer en firedobling af vedvarende energi på land inden 2030. Det betyder, at elnettet i de kommende år skal udbygges, så den store mængde vedvarende energi kan tilsluttes. Mellem Odense og Ringe i området omkring landsbyen Sdr. Højrup skal Energinet tilslutte solcelleparken Solar Park Ringe til elnettet.
Hvad skal vi bygge?
Højspændingsstation: Energinet skal bygge en ny 150 kV-station uden for Sdr. Højrup. Stationen vil indeholde højspændingsudstyr, der kan forbinde det planlagte solcelleprojekt og på sigt anden produktion af vedvarende energi. Det samlede stationsareal er på omkring 2 hektar, og området rummer ud over teknisk udstyr også et beplantningsbælte for at mindske de visuelle gener.
Elkabel: Udover stationen skal der laves et nyt 13,5 km langt nedgravet 150 kV-kabel mellem den nye højspændingsstation ved Sdr. Højrup og Energinets eksisterende højspændingsstation ved Fraugde Vest. Højspændingsstationen i Fraugde Vest skal udvides for at gøre plads til tilslutningen af det nye kabel.
Placering
Energinet har udarbejdet et forslag til linjeføring af det nye 150 kV kabelanlæg og den nye station ved Sdr. Højrup, hvor vi så vidt muligt tager hensyn til både mennesker, natur og miljø, kulturværdier og samfundsmæssige interesser. Den endelige linjeføring fastlægges med input fra lodsejerne.
Se forslaget til linjeføring og placering af stationen her
Tidsplan
Inden anlægsarbejdet kan laves, skal projektet undersøges for mulig påvirkning af miljøet. Samtidig skal Energinet indgå aftaler med de lodsejere, hvis ejendom bliver påvirket. Derefter skal Museum Odense og Arkæologi Sydfyn (Øhavsmuseet) lave arkæologiske forundersøgelser inden eventuelle udgravninger af arkæologiske fund.
Du kan se en tidsplan for projektet nedenfor. Der kan forekomme ændringer til tidsplanen.
Aktivitet | Tidspunkt |
Projektopstart og borgermøde | Juni 2024 |
Tilladelser og aftaler med lodsejerne | Juni 2024 – Vinter 2026 |
Anlægsarbejde starter | 2027 |
Projektet sættes i drift | 2028 |
Borgermøde
Energinet holdt tirsdag d. 11. juni 2024 informationsmøde om projektet. På mødet kunne berørte lodsejere høre mere om baggrunden for projektet, hvad Energinet skal bygge, og hvordan processen bliver frem til forbindelsen sættes i drift.
Kontakt
Projektinformation
Projekttype
Nationalt transmissionsnet
Godkendt
Region
Fyn
Godkendende instans
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Projektstatus
Et anlægsprojekt kan have følgende projektstatus:
- Muligt Anlægsprojekt, som er en del af den langsigtede planlægning af el- eller gasnettet, men som endnu ikke er besluttet i Energinet.
- Planlagt Anlægsprojekt, som er besluttet i Energinet, men som endnu ikke er investeringsgodkendt af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
- Godkendt Anlægsprojekt, som har fået alle relevante investeringsgodkendelser, og som realiseres, når der er indhentet miljø- og plantilladelser.
- I drift Anlægsprojekt, som er taget i brug inden for det seneste år.
Information til naboer og lodsejere om nye elkabler
Her kan du hente information, der er nyttig for borgere, der kan få et nyt elkabel på deres ejendom.