Nordisk mFRR-kapacitetsmarked

Et nordisk mFRR-kapacitetsmarked for Danmark, Sverige, Norge og Finland skal erstatte de eksisterende nationale mFRR-kapacitetsmarkeder. Formålet er at sikre en mere jævn og omkostningseffektiv fordeling af mFRR-kapacitet i Norden. 

Alle TSO’er skal sikre, at de har tilstrækkelige mFRR-ressourcer til at håndtere ubalancer og mulige hændelser i den daglige drift. mFRR-ressourcerne er ujævnt fordelt på tværs af budzonerne i Norden. Et fælles nordisk mFRR-kapacitetsmarked forbedrer TSO’ernes mulighed for at anskaffe mFRR-kapacitet på en mere omkostningseffektiv måde. 

På vej mod et nordisk marked for mFRR-kapacitet

I juni 2023 idriftsatte Energinet et fælles DK1-DK2-marked på den nordiske fællesplatform for kapacitetbud, Nordic MMS. Dette er et skridt på vejen mod et nordisk mFRR-kapacitetsmarked, som inkluderer Danmark (både DK1 og DK2), Norge, Sverige og Finland.

Det fælles marked for DK1 og DK2 betyder, at mFRR-kapacitetsbud fra både DK1 og DK2 indsendes til Nordic MMS, som laver en markedsclearing for behovet i DK1 og DK2. Der kan reservers 10% af den tilgængelige kapacitet imellem DK1 og DK2 i denne markedsclearing, som sikrer at kapacitetsbud i den ene budzone kan indkøbes i den anden. I tilfælde af, at, der ikke er bud nok til at dække behovet i den ene budzone, kan denne reservation hæves op til 20% af den tilgængelige kapacitet. Dog skal reservationen på 20 % deles med aFRR. 

Trilateralt mFRR-kapacitetsmarked 

Næste skridt mod et nordisk mFRR-kapacitetsmarked er et trilateralt marked for Danmark (DK1 og DK2), Sverige og Finland. Det trilaterale mFRR-kapacitetsmarked forventes at blive implementeret i november 2024. 

Det trilaterale marked betyder, at der i stedet for en dansk pulje af bud, bliver en dansk-svensk-finsk pulje af bud, som TSO’erne kan indkøbe på tværs af budzoner med reservation på grænserne. Det trilaterale marked har samme regler som mFRR-kapacitetsmarkedet for DK1-DK2 og kører ligeledes på Nordic MMS.