Indkøb af mFRR erstatningskapacitet i DK2

Anlæg med responstid på op til 90 minutter kan fremover deltage i mFRR-kapacitetsmarkedet for erstatningskapacitet ved udetid for anlæg på femårige aftaler

Energinet har den 15. oktober 2019 fået Forsyningstilsynets afgørelse på metoden for erstatningsindkøb i DK2, der tillader, at anlæg med en responstid på op til 90 minutter kan deltage i mFRR-kapacitetsmarkedet, når Energinet indkøber erstatningskapacitet ved udetid for anlæg på femårige aftaler. Metoden kommer i anvendelse allerede fra den 19. oktober 2019.

Energinet kan på grund af reservedelingsaftalen med Svk tillade, at 300 MW mFRR kan have en responstid på op til 90 minutter i DK2. Det betyder, at i situationer med erstatningsindkøb i DK2 kan der altid indkøbes 100 MW langsomme reserver, og når KYV22 er ude, kan der indkøbes yderligere 200 MW langsomme reserver og dermed i alt 300 MW med en responstid på op til 90 minutter.

Anlæg med en responstid på op til 90 minutter skal efterleve samme krav som anlæg med en responstid på maksimalt 15 minutter vedr. enheder, afrunding og gradienter, som angivet i markedsforskrift C3. Leverandøren skal således angive bud og specifikationer vedr. gradient på samme måde, som det gøres i dag for anlæg med en responstid på maksimalt 15 minutter.

Anlæg med en responstid på op til 90 minutter er udelukkende fritaget for kravet om en maksimal responstid på 15 minutter. Herudover er anlæg med en responstid op til 90 minutter forpligtet til at indsende bud-ID til Energinet og placere regulerkraftbud gældende for den time, hvor der er opnået rådighedsbetaling samt de herpå efterfølgende to timer. Dette er angivet i Udbudsbetingelser for systemydelser til levering i Danmark.

Metoden kommer i anvendelse allerede fra den 19. oktober 2019, hvor Kyndbyværket Blok 22 er ude til revision. Kyndbyværkets Blok 22 er ude til revision fra den 20. til den 30. oktober 2019, hvilket medfører planlagte erstatningsindkøb i perioden fra den 19. til den 29. oktober 2019.

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.