Nordisk Balancing Model: Energinet tilbyder aktører mere IT-support

Korte online supportmøder hver tirsdag og torsdag fra den 20. september 2022.

Den grønne omstilling er i hastig udvikling, og Energinet laver mange ændringer i markeder og IT-systemer for at understøtte udviklingen i Danmark og Europa. Disse ændringer betyder, at balanceansvarlige og markedsaktører også skal lave en del ændringer i deres systemer. Energinet vil fremover, baseret på ønsker fra branchen, tilbyde aktørerne mere hjælp til IT-implementering.
Energinet etablerer derfor en aktørsupport.  Målet er at skabe forbedret samarbejde og kommunikation mellem IT-udviklere, driftsfunktionerne og aktører. Aktørsupporten skal også sikre mere vidensdeling, hurtig respons og bedre koordinering af tests.

Derudover arbejder Energinet med at gøre relevant information lettere at finde på Energinets hjemmeside, blandt andet information om tidsplaner og implementering. De første ændringer laves under NBM-projektet, nemlig undersiden for mFRR EAM. De nye sider bliver lanceret løbende med start den 3. oktober 2022. 

Allerede fra den 20. september 2022 kan aktører deltage i korte onlinemøder om mFRR EAM hver tirsdag og torsdag kl. 10.00-10.30, hvor nøglepersoner vil svare på specifikke spørgsmål. Linket til disse Teams-møder vil altid være det samme og kan findes på Energinets mFRR-side (https://energinet.dk/El/Systemydelser/Nordic-Balancing-Model/mFRR-energiaktiveringsmarked). 

Derudover kan aktørerne mellem disse Teams-møder kontakte Energinet med akutte spørgsmål på electricitymarket@energinet.dk. Energinet prioriterer at svare på spørgsmål i forbindelse med implementering af aFRR CM og mFRR EAM, som forventes at gå i drift henholdsvis den 7. december 2022 og den 12. april 2023. 

Netop mFRR EAM bliver også emnet på et kommende heldagsmøde, hvor Energinet gennemgår tidsplaner og IT-krav, og aktørerne inviteres til at deltage aktivt med spørgsmål. Energinet melder dato for dette møde ud, når de endelige detaljer er på plads.

Energinet imødekommer på denne måde aktørernes ønsker om mere vejledning og information om de kommende markeds- og systemændringer. Samtidig tilbydes aktørerne praktisk hjælp til implementering af de nødvendige ændringer.

Kontakt

Vigtige datoer

Fra 20. september 2022: Supportmøder tirsdag og torsdag kl. 10.00-10.30
Fra 3. oktober 2022: Ny og udvidet mFRR EAM-side
7. december 2022: aFRR CM går i drift
12. april 2023: mFRR EAM går i drift

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.