Stephan Lyck Wöllner, scrummaster

"Det er motiverende at arbejde med noget, der gør en forskel for samfundet"

 

Stephan Lyck Wöllner 
  • Datalog, Syddansk Universitet
  • Scrummaster i afdelingen IT-Udviking og Vedligehold
  • Ansat i 2007 

____________________________________________________________________

 

SCRUMMASTER I IT-UVIKLING OG VEDLIGEHOLD

Som scrummaster leder jeg et team af seks engagerede medarbejdere, der udvikler og vedligeholder vores driftplanlægningssystem, DPS. Det er et meningsfyldt arbejde, da DPS bruges til at balancere produktion og forbrug af elektricitet – noget, der bliver vigtigere og vigtigere i takt med stigende produktion fra vedvarende energikilder.

 

Som gruppeleder er det vigtigt for mig at skabe et miljø, hvor teamet kan engagere sig og fordybe sig i sit daglige arbejde samtidig med, at de har råderum til at træffe egne beslutninger. Det forretningsområde, vi arbejder i, er komplekst og medfører en lang og stejl læringskurve. Vores åbne og agile tilgang hjælper os dog med først at forstå og derefter implementere alle krav og ønsker til systemet. Personligt bestræber jeg mig på at skabe en god stemning i teamet, hvor alle hjælper hinanden og udnytter den viden, hver især har til at skabe de bedste resultater.

 

VERDENSMESTER I INDPASNING AF VEDVARENDE ENERGIKILDER

I Danmark er vi meget dygtige til at indpasse vedvarende energikilder som vind og sol i vores elsystem. Dette skyldes bl.a. vores evne til at lave gode prognoser for disse energikilder samt vores proaktive planlægning af både driftsdagen og hver eneste driftstime. Et velfungerende og sikkert driftplanlægningssystem, der er tilpasset vores danske forhold, og som kan køre 24-7, spiller derfor en utrolig vigtig og central rolle i den grønne omstilling.

 

Vores nye udlandsforbindelser COBRAcable og Kriegers Flak vil tilføre el-systemet nye muligheder. Forbindelserne har ikke kun været store anlægsprojekter, men også store IT-projekter. I DPS har vi arbejdet med implementeringen af disse forbindelser i ca. et år, og det bliver spændende, når de bliver sat i drift – både i den virkelige verden og softwaremæssigt.

 

EN REJSE GENNEM ENERGINET

Jeg har arbejdet i Energinet siden 2007, hvor jeg startede som graduate efter min uddannelse som datalog. Som graduate arbejdede jeg, i løbet af to år, i tre forskellige afdelinger i virksomheden, hvilket har givet mig et godt indblik i Energinet. Jeg har igennem årene arbejdet som projektlederassistent, udvikler, international ingeniør og nu scrummaster.

 

Det har været fantastisk at få mulighed for at udvikle sig ved at arbejde med forskellige områder. Den interne mobilitet er en af fordelene ved at arbejde i en stor virksomhed. Energinet gør rigtig meget for at udvikle medarbejderne, og jeg har udnyttet de muligheder, der er i virksomheden. Det har givet mig en bred viden og stærke kompetencer, der nu kommer mig til nytte i mit job som scrummaster.