Sådan skal DataHub'en fungere i elmarkedet

I dag runder DataHub-projektet et skarpt hjørne, når markeds- og kommunikationsreglerne frigives. Det betyder, at aktørerne på elmarkedet nu får lejlighed til at forberede implementeringen af de regler, der knytter sig til ikraftsættelsen af DataHub'en.

- Det er den første store milepæl, vi når i dag. Nu er alle processer for, hvordan markedets aktører skal agere, hvis en kunde fx vil skifte elleverandør, beskrevet. Aftalerne er på plads - med alle regler, rettigheder og pligter, siger afregningschef Morten Braae Nielsen, Energinet.dk

Lettere for alle parter
Tanken med projektet er, at samle alle data om de danske elforbrugere i et centralt knudepunkt, DataHub'en, og dermed gøre det lettere for alle parter at agere i markedet. Kunderne får et bedre overblik over deres elforbrug og de muligheder de har for at skifte elleverandør.

Derfor skal aktørerne på elmarkedet nu også til at planlægge og gennemføre de nødvendige ændringer i it-systemer, arbejdsprocesser m.v., som er nødvendige for at kunne arbejde sammen med DataHub'en, når den aktiveres.

- I dette projekt har vi bevidst valgt at udvikle markedsdesignet først, og dernæst udvikle it-systemerne, så de kan klare jobbet. Det tror vi på giver det bedste resultat, siger han og tilføjer:

- Under hele processen har vi haft et forbilledligt samarbejde med branchen, som på alle måder har spillet positivt og konstruktivt med, og det er absolut glædeligt.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.