Udstilling af nydesignede højspændingsmaster ved Kolding

Naboer til den kommende højspændingsforbindelse mellem Kassø og Tjele får nu mulighed for at se to forskellige udgaver af den nye mastetype, der skal stå på strækningen.

Det ene masteskaft er i corten-stål, som giver et rustent udseende. Det andet er galvaniseret. Derudover er der ikke den store forskel på hovedgeometrien i de to udstillingsmaster, der i løbet af fredag den 16. april bliver stillet op ved transformerstationen Landerupgård lige nord for Kolding.

 - Vi håber, at rigtig mange naboer og andre interesserede vil bruge lidt tid på at køre forbi og se, hvordan masten tager sig ud i virkeligheden. De står selvfølgelig ikke i de helt rigtige omgivelser, men til gengæld har man mulighed for at sammenligne med de traditionelle gittermaster, der står i nærheden, siger Christian Jensen, der er projektleder på den kommende høj-spændingsforbindelse mellem Kassø ved Aabenraa og Tjele ved Viborg.

Eaglemast
Masterne er designet af arkitekt Erik Bystrup og vurderet af et panel af eksper-ter, bl.a. Per Arnoldi. De går under navnet "Eaglemast", og er specielt udviklet til den planlagte højspændingsforbindelse fra Kassø til Tjele på 400 kilovolt (kV), der i øjeblikket er i offentlig høring (2. offentlighedsfase).

Anlægsprojektet medfører, at den nuværende 400kV højspændingsforbindelse, der løber op gennem Jylland, erstattes af en ny masterække med luftledninger, der har dobbelt så stor overføringsevne som den nuværende.

Energinet.dk's hovedforslag er en Eaglemast med et rørformet skaft af cor-tenstål og tværgående traverser af varmgalvaniseret stål. Til hovedforslaget er desuden valgt en mast, som er ca. 40 meter høj og ca. 30 meter bred ved tra-verserne med luftledningerne placeret i to etager.

Meningstilkendegivelser efterlyses
Et alternativ til corten-skaftet er en Eaglemast med galvaniseret masteskaft, og den har derfor også fundet vej til udstillingen ved Landerupgård.

- Vi vil meget gerne opfordre naboer og lodsejere til den kommende forbindelse til at give lyd fra sig, hvis de har en mening om, om de foretrækker corten- eller det galvaniserede masteskaft, siger Christian Jensen.

Bemærkningerne skal sendes til Miljøcenter Århus eller Miljøcenter Odense, der er planmyndighed på projektet og bl.a. beslutter, om der skal stilles krav til materialer og udseende. Bemærkningerne skal være miljøcentrene i hænde se-nest 1. juni 2010.

Du kan læse mere om projektet her

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.