Horns Rev 2: Landkablet er nået i mål

Landkablet til Horns Rev 2-havmøllerne ender i den eksisterende 400 kilovoltstation Endrup ved Esbjerg.

Den 9. marts blev der nået endnu en vigtig milepæl i arbejdet med at forbinde Horns Rev 2-havmøllerne med elnettet på land. Det 56 kilometer lange landka-bel mellem Houstrup Strand og transformerstationen i Endrup nåede i mål, og de sidste 1.000 meter kabel blev trukket ind i stationen i Endrup. Her skal kablet kobles til stationen, hvor en ny transformer sætter den elektriske spænding op fra 150 til 400 kilovolt.

Kabellægningen begyndte sidste år i maj i Blåbjerg Klitplantage, og siden har arbejdssjak fra entreprenørfirmaet Per Aarsleff med kun få ugers afbræk gravet kabelrender, lagt kabler, dækket render og lavet underboringer.

- Med blot en lille uges forsinkelse har vi overholdt tidsplanen godt hjulpet af den relativt milde og tørre vinter, siger linjeassistent Launy Grau, Energinet.dk, som har fulgt arbejdet i marken. 

Det 42 kilometer lange søkabel kom i land i begyndelsen af februar og blev muffet sammen med landkablet.

Hele ilandføringsanlægget skal være færdigt den 1. maj i år.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.