Anholt havmøllepark: Start på offentlig høring om landkabel

I dag og de kommende fire uger gennemfører Norddjurs og Syddjurs kommuner den første offentlighedsfase om, hvordan kabelforbindelsen skal planlægges på Djursland, så strømmen fra verdens største havvindmøllepark mellem Djursland og Anholt kan føres i land fra 2012.

Beboere i det bælte på Djursland, hvor kablet kan komme til at ligge, har i dag fået brev og debatoplæg om projektet direkte fra Norddjurs og Syddjurs kommuner.

- Vi håber, at så mange borgere som muligt vil komme med forslag og ideer til, hvordan projektet kan gennemføres, hvor kablet skal lige, og hvad der skal tages hensyn til i projektet, så vi får et projekt, alle bliver glade for, siger projektleder Jens Christian Hygebjerg fra Energinet.dk.

Offentlighedsfasen, som kommunerne gennemfører fra i dag, løber frem til 16. december 2009. Det er den første af to faser, hvor borgere og andre interesserede kan give deres kommentarer, forslag og ideer til kende.

På baggrund af borgernes forslag vil Nordddjurs og Syddjurs kommuner fortsætte planlægningen, som skal bane vejen for et konkret forslag til den linjeføring og det projekt, som skal sikre, at strømmen kan komme i land fra den nye havvindmøllepark. Det konkrete forslag til linjeføring sendes i en ny offentlig høring i midten af 2010.

Anholt Havvindmøllepark bliver med en kapacitet på 400 MW verdens største havvindmøllepark og vil kunne levere miljøvenlig elektricitet til 400.000 husstandes årsforbrug svarende til ca. 4% af det danske elforbrug. Parken er et resultat af den energipolitiske aftale fra 12. februar 2008 mellem regeringen og alle Folketingets partier, undtagen Enhedslisten. Energinet.dk, som er en selvstændig, offentlig virksomhed under Klima- og Energiministeriet, skal etablere de anlæg, som skal transportere strømmen fra havmølleparken til elnettet.

Kablet fra den nye havvindmøllepark bliver via et ca. 30 km langt søkabel ført i land ved Grenaa, hvor der etableres en kabelstation, og herfra graves et ca. 60 km langt landkabel ned i jorden frem til det eksisterende elnet ved Trige nord for Århus.

Ud over at stå for at etablere anlæggene til at føre strømmen i land skal Energinet.dk også udarbejde en Vurdering af Virkningerne på Miljøet (VVM) for selve havmølleparken, der er sendt i udbud af Energistyrelsen. Her er idefasen og den første offentlighedsfase med borgermøder allerede gennemført i februar 2009. Når VVM-rapporten for havmølleparken foreligger i begyndelsen af 2010, gennemføres den anden offentlighedsfase om havmølleparken med borgermøder på Anholt og i Grenå.

Yderligere information:
Projektleder Jens Christian Hygebjerg, Energinet.dk, tlf. 76 22 45 33.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.