Danske forbrugere har udsigt til at slippe for svenske flaskehalse

Elforbrugere på Sjælland har nu endelig udsigt til - fra 2012/13 - ikke længere at skulle betale for høje elpriser på grund af flaskehalse i det svenske elnet.

Bestyrelsen i Svenska Kraftnät - der har ansvaret for det svenske højspændingsnet - har i dag besluttet en markant udbygning af elnettet i Sydsverige, den såkaldte SydVästlänken.
 
- Det er meget positivt, at svenskerne nu har besluttet at gøre noget ved problemet med de interne flaskehalse i det svenske elsystem. Kapaciteten i Syd-Västlänken bliver dobbelt så stor, som de planer for udbygning af det sydsvenske elnet, vi hidtil har kendt. Det er helt klart til gavn for de danske elforbrugere, men der er stadig behov for en anden løsning i perioden frem til 2013, hvor den nye forbindelse står færdig, siger markedsdirektør Lene Sonne, Energinet.dk.
 
- Danske forbrugere på Sjælland har foreløbigt mistet op mod én milliard kroner i for høje elpriser på grund af Svenska Kraftnäts håndtering af de interne flaskehalse i det svenske elnet. Siden sommeren 2005 har problemet taget et omfang, som truer eksistensen af et sammenhængende nordisk elmarked.
 
- I stedet for at dele Sverige i to prisområder, der hvor flaskehalsen i elnettet opstår, så holder Svenska Kraftnät den samme pris på el i hele Sverige. Svenskerne flytter i stedet flaskehalsen ud til grænsen mod Danmark. Dermed er Sjælland ikke længere er en del af et større elmarked, men danner sit eget prisområde, og det betyder, at elforbrugerne på Sjælland i stadig flere timer om året betaler en højere pris på el end nødvendigt.
 
- Vi har lagt et kraftigt pres på Svenska Kraftnät og holdt adskillige møder med EU-kommissionen for at få løst problemet. Desuden har brancheorganisationen Dansk Energi og den tilsvarende norske brancheorganisation klaget til EU-kommissionen, som i øjeblikket vurderer, om der skal indledes en sag mod Svenska Kraftnät for brud på EU's konkurrenceregler. Vi mener, at Svenska Kraftnäts håndtering af problemet både er i strid med EU's konkurrenceregler, som forbyder misbrug af en dominerende markedsposition, og med EU's regler for det indre marked. Derfor er den svenske beslutning om at fordoble størrelsen på SydVästlänken en meget positiv meddelelse for både elmarkedet og elforbrugerne - også selv om vi skal vente til omkring 2012/13, før den nye elforbindelse sættes i drift, siger Lene Sonne.

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.