Den elektriske Storebæltsforbindelse snart klar til prøvedrift

Den elektriske Storebæltsforbindelse er efter planen klar til at overføre den første effekt mellem Fyn og Sjælland i midten af april. Derefter skal forbindelsen testes på kryds og tværs, inden den obligatoriske to måneders prøvedrift starter i juni

Forbindelsen indvies officielt i eftersommeren, men dagen ligger endnu ikke fast.

Sjakbajs Egon Jensen fra installatørfirmaet YIT etablerede 9. marts det sidste loop i station Herslev på Sjælland, og dermed er omformeranlægget i begge ender af anlægget forbundet med jævnstrømskablerne over Storebælt.

På billedet herover er Egon Hansen (i rødt) sammen med en kollega ved at afklemme jævnstrømskablet. Det er placeret inde i den lodrette kabelendeafslutning, som midlertidigt er pakket ind i blåt skumgummi for at beskytte isolatoren af porcelæn.

Overspændingsafledere
Afklemningen markerer overgangen fra kabel til luftledning, som i fire tråde fører forbindelsen til ventilhallen via de to overspændingsafledere til venstre i billedet. Øverst ses såkaldte korona-ringe, der skal forhindre gnistdannelse.

På station Fraugde ved Odense blev der også sat spænding på den nye del af 400kV-stationen 9. marts, og det samme skete i dagene efter for de fire nye AC-filtre samt de tre transformere og tyristorventilerne.

I Herslev gentages øvelsen i midten af april, og i slutningen af måne-den sætter omformeranlægget spænding på kablerne, hvorefter den første effekt overføres mellem de to landsdele.
Derefter gennemføres et intensivt testprogram, inden der i juni startes en to måneders prøvedrift.

Yderligere oplysninger: Projektleder Jens Peter Kjærgaard, mobil 2333 8530

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.