Elektrisk søkabel mellem Danmark og Holland forberedes

Energinet.dk og det systemansvarlige selskab i Holland, Tennet, har siden 2008 undersøgt mulighederne for at etablere en elektrisk forbindelse mellem Danmark og Holland. De to selskaber har nu indgået en formel samarbejdsaftale om at fortsætte forberedelserne. Den endelige beslutning om at investere i en elektrisk forbindelse mellem de to lande træffes dog først om et par år.

Forbindelsen har arbejdstitlen COBRA, og formålet er at kunne indpasse mere vedvarende energi i både det hollandske og det danske elsystem samt at øge forsyningssikkerheden. Desuden vil kablet være med til at øge konkurrencen på de nordvesteuropæiske elmarkeder.

Danmark skal i de kommende fire år indpasse 40 pct. mere vindenergi, og Holland har også store udbygningsplaner for vindenergi. En forbindelse mellem Danmark og Holland vil derfor være en stor fordel for begge lande. Med en direkte forbindelse mellem Holland og Danmark vil begge lande desuden blive mindre afhængige af flaskehalse i det tyske elnet, når der udveksles strøm mellem Norden og kontinentet.

Læs pressemeddelelsen her

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.