Elforbindelse mellem Jylland og Sverige ramt af fejl på transformer

Den ene af de to jævnstrømsforbindelser mellem Jylland og Sverige, Konti-Skan 1, er sat ud af drift og kommer først i gang igen til november 2010.

- Det er en af Konti-Skan 1’s to transformere i Vester Hassing, som er havareret, og som den 15. oktober halverede transportkapaciteten mellem Jylland og Sverige. Teknikere fra leverandøren af transformeren, Areva, blev tilkaldt, og de konstaterede, at transformeren ikke kan repareres på stedet. Den skal afmonteres og sendes til fabrikken i England, fortæller vedligeholdelseschef Jesper Bak-Jensen, Energinet.dk.

Transformerfejlen har store konsekvenser for elmarkedet, så derfor har Energinet.dk undersøgt, om det er muligt at installere en af de to reservetransformere, som virksomheden bestilte til Skagerrak-forbindelserne mellem Jylland og Norge i 2008. Men desværre passer disse transformere ikke til Konti-Skan-forbindelsen.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.