Elkablet mellem Sjælland og Tyskland havareret

Søndag den 31. december 2006 kl. 6:05 faldt Kontek-kablet - den elektriske forbindelse mellem Sjælland og Tyskland ud, mens der var en import på forbindelsen på 513 MW fra Tyskland til Sjælland.

Havariet førte ikke til nogen forsyningsmæssige problemer. De foreløbige undersøgelser, som Energinet.dk har foretaget i samarbejde med Vattenfall Europe Transmission (systemansvarlig på tysk side) og med hjælp fra SEAS-NVE indikerer, at kablet er blevet beskadiget af et skib, som har ligget for anker på Rostock Red, men er drevet mod øst i det hårde vejr i området. Vanddybden i området er mellem 7 og 9 meter. Energinet.dk kender skibets identitet og den position, hvor skibets anker har fanget kablet.

Energinet.dk ejer kablet og har foreløbig mobiliseret en dykkerentreprenør for at påbegynde kabelreparationen hurtigst muligt. Det er usikkert og afhængigt af vejret, hvor længe reparationen vil vare, men der kan meget vel gå 1-2 måneder, før kablet igen kan tages i drift.

Elmarkedet er orienteret om situationen i form af såkaldte Urgent Market Messages udsendt via Nord Pool.

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.