Elmarkedet i november: Voldsomme svingninger i dansk spotpris

Strejke i Frankrig var medvirkende årsag til, at elspotprisen nåede rekordhøjde i en enkelt time den 15. november

Spotpriserne i de to danske elprisområder, Østdanmark og Vestdanmark, var i november ude for voldsomme svingninger.

I den ene yderlighed var prisen nul i nogle timer søndag den 25. november, hvor der blev produceret meget vindkraftstrøm samtidig med, at elforbruget var lavt.

I den anden yderlighed nåede spotprisen i både Øst- og Vestdanmark op på omkring 7 kr. for en kilowatt-time kl. 18-19 den 15. november. I Vestdanmark var det rekord. Der er flere årsager til den høje pris: Vindkraftproduktionen var lav, muligheden for import fra Norge og Sverige var begrænset, og flere kraftværker var ude af drift. Desuden var strejken blandt energiselskaber i Frankrig med til at sende de danske priser i vejret. Det skyldes, at Tyskland under strejken kun havde beskedne muligheder for at importere strøm fra Frankrig og derfor importerede mere fra Danmark.

I gennemsnit var novembers spotpriser i de timer på døgnet, hvor elforbruget er højest, henholdsvis 43 øre/kWh i Vestdanmark og 41 øre/kWh i Østdanmark. Det er et fald på omkring 9 pct. i forhold til oktober, hvor prisen var relativt høj for årstiden.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.