God start for handel tæt på driftstimen i Vestdanmark

Der blev handlet 154 MWh i 13 timer i det første døgn Vestdanmark åbnede for intraday-handel på Nord Pools Elbas-marked.

INTRADAY: Adskillige aktører på elmarkedet benyttede sig straks af at kunne handle el tæt op mod driftstimen, da Vestdanmark torsdag den 12. april fra midnat åbnede for såkaldt intraday-handel på Nord Pools Elbas-marked. Østdanmark indførte Elbas i august 2004.

                      - Det gik rigtigt godt. Systemet virker som det skal, og en del aktører benyttede sig allerede det første døgn af at kunne handle umiddelbart før selve driftstimen, siger vagthavende ingeniør i Energinet.dk's kontrolrum i Skærbæk, Henrik Welling Andersen.

Facit for første driftsdøgn blev en handel på 154 MWh i 13 timer, deraf 86 MWh i en enkelt time.

Internt og via Kattegat
Med Elbas er det blevet muligt for de vestdanske aktører at handle i driftsdøgnet internt i prisområdet og via Konti-Skan forbindelsen over Kattegat til Sverige. Der er endnu ikke åbnet for intraday-handel mod Norge og på den jysk-tyske grænse.

Almindelig spothandel finder sted før selve driftsdøgnet, og har fortrinsret til udvekslingskapaciteten på Konti-Skan. Kl. 17 frigives den ledige kapacitet for det efterfølgende døgn, i hvilket aktørerne kan handle indtil en time før driftstimen.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.