Horns Rev 2: Aftale åbner for fiskeri omkring søkablet

Nu kan der fiskes omkring det 42 kilometer lange søkabel fra havmølleparken Horns Rev 2 til Houstrup Strand. Det sker efter, at Energinet.dk har indgået en samarbejdsaftale med Danmarks Fiskeriforening angående fiskeri i området.

Aftalen betyder, at danske fiskerifartøjer kan fiske inden for beskyttelseszonen på 200 meter mod, at de videregiver alle relevante oplysninger om søkablet til Energinet.dk. Eksempelvis kritiske sandvandringer i traceet, fritlægning af kabel og evt. fasthængning i kablet.

Aftalen betyder også, at Energinet.dk kan nedlægge midlertidige fiskeriforbud, hvis kablet f.eks. pludselig ligger blottet på havbunden. Parterne vil evaluere samarbejdsaftalen én gang om året.

- Gode erfaringer med samarbejdsaftalen vil betyde, at de to parter også på kommende søkabelprojekter kan finde løsninger, hvor beskyttelse af kablet går hånd i hånd med fiskeri i området, siger projektchef hos Energinet.dk, Aksel Gruelund Sørensen, som har forhandlet aftalen på plads med fiskerne.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.