Kendskabet til elpristavlen.dk næsten fordoblet

Energinet.dk har netop afsluttet en kampagne, der har haft til formål at informere el-forbrugerne om, at de ikke er bundet til et lokalt el-selskab, men frit kan vælge, hvor de vil købe deres strøm.

Hidtil har konkurrencen på markedet for små og mellemstore el-forbrugere været begrænset. Det skyldes blandt andet, at kun få forbrugere har valgt at skifte leverandør.

Kampagnen for frit valg af el-selskab er derfor et vigtigt skridt på vejen til at øge konkurrencen og modne udviklingen af el-markedet.

Som et konkret resultat er det lykkedes næsten at fordoble kendskabet til prisportalen elpristavlen.dk - fra 13 % inden nytår til 24 % i dag.

På elpristavlen.dk kan forbrugerne sammenligne el-produkter og priser. Og med næsten 3.000 daglige besøg i kampagneperioden, har der været fem gange flere besøg end forventet på hjemmesiden.

- Vi er rigtig glade for, at så mange nu kender elpristavlen. Det betyder, at forbrugerne ved, at de kan skifte el-leverandør, hvis de finder et attraktivt tilbud. Og det var et af hovedformålene med kampagnen, siger Nicolaj Nørgaard Petersen, der er markedschef i Energinet.dk.

Bag kampagnen har stået Energinet.dk, Forbrugerstyrelsen, Energitilsynet, Forbrugerrådet, Energistyrelsen, Dansk Energi, Dansk Erhverv og Håndværksrådet. Energinet.dk har varetaget formandskabet.

Yderligere oplysninger
Nicolaj Nørgaard Petersen, markedschef, Energinet.dk, 2333 8705

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.